Østre Landsret har frifundet to BT- journalister og BTs tidligere chefredaktør Peter Brüchmann for en anklage om uberettiget at have gengivet passager og oplysninger fra en kendelse fra retten i Esbjerg.

Dermed omstødte landsretten en dom fra Københavns Byret, hvor chefredaktøren var idømt en bøde på 10.000 kr. og den ene journalist en bøde på 5.000 kr.

Landsretten henviser i sin dom til, at Folketinget ved en lovændring i 2004 udvidede retten til aktindsigt ved domstolene, og at BTs ordrette gengivelse af passager og oplysninger fra kendelsen ikke var i strid med retsplejeloven.

Byretten tog udgangspunkt i den tidligere lovbestemmelse, som sagde, at det der var forbud mod, at pressen ordret gengav lange sammenhængende passager fra udskrifter, og forbud mod, at pressen under interview foreholdt den interviewede indholdet fra udskriften.

Sagen har betydet, at den ene journalist af Syd- og Sønderjyllands Politi og retten i Esbjerg er blevet nægtet aktindsigt i sager herfra.

Kilde: mediejura 28.02.2013