Vestre Landsret har i en nyere afgørelse taget stilling til, om en tidligere ejer af et selskab, der efterfølgende var blevet ansat som funktionær i selskabet, var berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2b for usaglig opsigelse, vederlag for en konkurrenceklausul, kørselsgodtgørelse samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
En direktør ”D” overdrog den 1. januar 2006 gennem sit holdingselskab J.K.P. Holding ApS aktierne i Kruse Print System A/S til Dafolo A/S.
I forbindelse med salget underskrev parterne den 7. oktober 2005 et “Letter of intent”, der blandt andet indeholdt bestemmelser om, at D forblev ansat i selskabet efter overdragelsen, og at ansættelsen var uopsigelig i 2 år fra overdragelsen af aktierne. Ansættelsen kunne dog opsiges inden da, hvis D groft misligholdt ansættelsesforholdet.
Parterne udfærdigede derefter den 4. november 2005 med bistand fra deres advokater en aktieoverdragelsesaftale og en ansættelseskontrakt, hvor D den 2. januar 2006 blev ansat som markedschef i selskabet.
Aktieoverdragelsesaftalen indeholdt en bestemmelse om, at D skulle fratræde som direktør, men fortsætte i selskabet som markedschef.
Ansættelsesaftalen var endvidere gjort uopsigelig fra selskabets side frem til den 1. januar 2008, hvorefter opsigelse kunne finde sted med sædvanligt varsel efter funktionærlovens regler.
Ansættelsesaftalen indeholdte ligeledes konkurrence- og kundeklausuler. Det var mellem parterne aftalt, at D ikke ville oppebære vederlag for klausulerne, da klausulerne var et led i aktieoverdragelsen.
I ansættelsesaftalen var der som punkt 7.5 indsat en bestemmelse om, at funktionæren efter ansættelsens ophør ikke var berettiget til hverken godtgørelse eller andre krav baseret på funktionærlovens regler.
Den 31. januar 2008 blev D opsagt med 3 måneders opsigelsesvarsel grundet samarbejdsproblemer.
D anlagde herefter sag mod selskabet med krav om betaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2b for usaglig opsigelse, da D hverken havde fået en advarsel eller nogen form for påtale inden opsigelsen, vederlag for konkurrenceklausulen, da D mente, at han var berettiget til vederlag for den klausul, der var blevet ham pålagt i ansættelseskontrakten, krav på kørselsgodtgørelse mellem Bramming og selskabets kontor i Fredericia samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Selskabet gjorde gældende, at begge kontrakter blev forhandlet som en samlet pakke, og med bistand af professionelle rådgivere, hvilket ligeledes fremgik af ”letter of intent” dokumentet.
Selskabet mente, at D som følge deraf var aftaleretligt forpligtet og ikke kunne rejse krav om godtgørelse el.lign. i henhold til den indgåede ansættelsesaftales punkt 7.5.
Efter funktionærlovens regler var kunde- og konkurrenceklausulerne nævnt i ansættelsesaftalen ugyldige, da de ikke indeholdt en bestemmelse om vederlag, og således var uden virkning for D. D kunne endvidere heller ikke kræve, at selskabet skulle fastholdes til at betale vederlag til D for konkurrenceklausulen, da D ikke havde foretaget tabsbegrænsning.
Da ansættelsesaftalen således indeholdt hvad der var blevet aftalt mellem parterne, var den ikke i strid med lov om ansættelsesbeviser.
Endvidere mente selskabet, at der var tale om en rimelig opsigelse, da D ikke var enig i ledelsens strategiske overvejelser, hvilke medførte samarbejdsvanskeligheder.
Med hensyn til kravet om kørselsgodtgørelse fastholdt selskabet, at D i ond tro udnyttede selskabets personalepolitik til at arbejde hjemmefra, og at allerede udbetalt kørselsgodtgørelse dermed var uberettiget.
Byretten gav D medhold i alle fire påstande.
Retten lagde vægt på, at samarbejdsvanskelighederne var blevet løst på et senere møde, og at opsigelsen dermed hverken var begrundet i selskabets eller Ds forhold. Endvidere kom byretten frem til, at D på trods af formuleringen i ansættelsesaftalen kunne kræve vederlag for kundeklausulen af selskabet. Byretten begrundede det med Ds alder og sygdomsforløb samt den omstændighed, at selskabet havde ventet næsten otte måneder med at meddele, at de to klausuler bortfaldt overfor D. Ligeledes fandt byretten, at selskabet havde haft fuldt kendskab til Ds hjemmearbejdsplads, hvorefter D var berettiget til kørselsgodtgørelse. Byretten kom herefter frem til, at da visse af bestemmelserne i ansættelsesaftalen var i strid med præceptive bestemmelser i funktionærloven, var D ligeledes berettiget til godtgørelse efter ansættelsesbevislovens regler.
Vestre Landsret tiltrådte byrettens begrundelser for så vidt angik kørselsgodtgørelsen, den uberettigede opsigelse samt godtgørelse efter ansættelsesbevislovens regler. Sidstnævnte godtgørelse blev nedjusteret fra kr. 40.000,00 til 7.500,00 efter Højesterets nye udmålingsprincipper.
Landsretten lagde vægt på, at ansættelsesaftalen var betinget af aktieoverdragelsesaftalen, og at begge parter havde haft professionelle rådgivere til at bistå dem under forhandlingerne. Der var dermed ikke tale om et sædvanligt forhold mellem arbejdsgiver og funktionær. Vestre Landsret frifandt herefter selskabet for kravet om kompensation for kundeklausulen.
Vestre Landsrets dom af 2. februar 2011, 3. afd., sag B-0635-10
BEMÆRKNINGER
Afgørelsen viser, at selv om der var tale om et ansættelsesforhold indgået mellem en funktionær og en arbejdsgiver, lagde retten vægt på, at der reelt var tale om to jævnbyrdige parter, der med bistand fra professionelle rådgivere og som led i en aktieoverdragelse havde indgået en ansættelsesaftale.
Funktionærlovens regler om kundeklausuler kunne derfor ikke gøre gældende, da parterne måtte formodes at have været informeret om de retlige konsekvenser, da de underskrev både aktieoverdragelses- og ansættelsesaftalen som én samlet pakke.
Sagen er interessant, da der er særdeles sparsom retspraksis, der omhandler sager, hvor erhvervsretlige forhold vægtes højere end funktionærlovens gængse regler.