Erklæring i ledelsens årsberetning ikke udtryk for etablering af kaution fra aktionærerne overfor selskabets kreditorer. Ikke bestyrelsesansvar.
Afgørelsen viser, at generelle erklæringer i ledelsesberetninger om eksempelvis at ville sørge for nødvendig kapital ikke nødvendigvis har virkning som kautionserklæringer. Endvidere viser afgørelsen, at bestyrelser i nødlidende virksomheder fortsat har en vid skønsmargin for, hvornår det ikke længere er forsvarligt at lade selskabet fortsætte og for, hvornår det er acceptabelt at iværksætte kreditorforrykkende dispositioner.
Sagens omstændigheder:
Et ægtepar ejede samtlige aktier i et underskudsgivende savværk, der var etableret som et aktieselskab. Selskabets revisor havde i forbindelse med påtegning af årsrapporten for 1998/1999 anmodet aktionærerne og bestyrelsen om, at indføre en hensigtserklæring i ledelsesberetningen om, at de ville sørge for den nødvendige kapital til selskabets fortsatte drift og fremadrettede udvikling. Året efter var der fortsat problemer, og erklæringen blev på ny indført i ledelsesberetningen. Erklæringen blev dog ændret til, at aktionærerne havde tilkendegivet, at de vil stille likviditet til rådighed i form af lån således, at selskabet samlet forventes at have den nødvendige likviditet til at kunne gennemføre de budgetterede aktiviteter for det kommende år.
I marts 2001 havde bestyrelsen forsøgt at nedbringe kreditormassen og frasælge unødvendige driftsmidler m.v. I øvrigt forsøgte bestyrelsen at holde økonomien i et stramt greb, hvorfor der primært blev betalt kontant til nye kreditorer. I oktober 2001 måtte selskabet dog anmelde betalingsstandsning og blev herpå erklæret konkurs.
Skov- og Naturstyrelsen, der var kreditor i konkursboet, stævnede sammen med en anden kreditor de to aktionærer og påstod, at erklæringerne i ledelsesberetningerne havde samme virkning som kautioner eller indeståelser. Ydermere blev det påstået, at den ene aktionær, der ligeledes havde siddet i bestyrelsen, var ansvarlig for kreditorernes tab ved ikke allerede i marts 2001 at have anmeldt betalingsstandsning.
Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse og fandt, at hverken erklæringen fra 1998/1999 eller fra 1999/2000 medførte, at aktionærerne kunne drages til ansvar for sagsøgernes tab eller i øvrigt skulle hæfte herfor. Begrundelsen var, at erklæringerne rettede sig til en ikke nærmere angivet personkreds, og at erklæringerne i øvrigt var meget generelt formuleret.
I relation til spørgsmålet om bestyrelsesansvar fandt landsretten, at der ikke var tilstrækkelige holdepunkter for, at der havde været overvejelser om at standse driften tidligere end oktober 2001. De kreditorforrykkende dispositioner, der var blevet foretaget i foråret 2001 kunne således ikke direkte sidestilles med en stille betalingsstandsning, hvorfor der ikke kunne rettes et erstatningskrav mod bestyrelsen. Højesteret stadfæstede i henhold til grundene.
(Højesterets dom af 26. marts 2009, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2009 side 1512)
Kommentar:
Afgørelsen behandler dels spørgsmålet om, hvornår løsere erklæringer skaber ret for tredjemand og dels spørgsmålet om bestyrelsesansvar.
Hensigts- eller støtteerklæringer og forskellen herpå er ofte genstand for debat i teorien og domstolene har flere gange taget stilling til, hvornår de er bindende for afgiverne på samme måde som kautionsløfter. På baggrund af den nuværende praksis fra domstolene er det fortsat usikkert, hvornår tredjemand kan støtte ret på generelle erklæringer, fremsat i eksempelvis ledelsesberetninger, idet der altid foretages en meget konkret vurdering af den enkelte erklæring sammenholdt med de omstændigheder, som er affødt af erklæringen. Afgørelsen om savværket kan bidrage til at klarlægge omfanget af ikke-bindende erklæringer, men hverken landsretten eller Højesteret fastlægger i præmisserne endegyldigt grænserne imellem bindende og ikke-bindende erklæringer.
I relation til bestyrelsesansvar gælder de almindelige ansvarsregler som udgangspunkt. Dette er særskilt anført i såvel aktie- som i anpartsselskabsloven. Imidlertid vil en bestyrelse ofte have en ret vid skønsmargin for, hvilke initiativer, der skal iværksættes, og hvor længe det er forsvarligt at lade et selskab fortsætte, såfremt selskabet er i likviditetsvanskeligheder.
Under normal, såkaldt going concern, drift kan bestyrelsen relativt frit vælge at forfordele nogle kreditorer frem for andre. Hvis selskabet er nødlidende og bestyrelsen forsøger at etablere en stille, det vil sige ikke anmeldt, betalingsstandsning, har bestyrelsen imidlertid en udvidet forpligtelse til at ligebehandle kreditorerne i overensstemmelse med reglerne herom i konkursretten. Selv i en sådan situation skal der dog tilsyneladende ganske grov uagtsomhed til, førend bestyrelsen ifalder ansvar, hvilket afgørelsen fra savværket synes at understrege.