Uskiftet bo
Mange boer sluttes umiddelbart med, at den efterlevende ægtefælle erklærer at overtage fællesboet til uskiftet bo. Uskiftet bo indebærer, at det samlede bo først deles mellem de øvrige arvinger ved længstlevende ægtefælles død. Der kan dog også skiftes i levende live, såfremt den længstlevende ægtefælle på et senere tidspunkt vælger dette.
Fællesbørn skal ikke give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo. Det skal derimod eventuelle særbørn efter afdøde.
Ved uskiftet bo overtager den længstlevende ægtefælle afdødes gæld. Det er derfor vigtigt grundigt at undersøge omfanget af afdødes gæld.
For nogen kan uskiftet bo være den rigtige løsning, men for rigtig mange er uskiftet bo forbundet med en del ulemper.
Generelt kan man sige, at uskiftet bo kan være en hensigtsmæssig behandlingsform, hvis der er tale om ældre ægtefæller med fælles økonomi og fællesbørn.
Er den efterlevende ægtefælle derimod yngre, kan uskiftet bo som hovedregel ikke anbefales. Ønsker den efterlevende ægtefælle på et senere tidspunkt at gifte sig på ny, skal det uskiftede bo nemlig skiftes. I den forbindelse er det værdierne på tidspunktet for skiftet og ikke dødsfaldstidspunktet, der lægges til grund. Dette kan betyde, at såfremt boets værdier er steget (f.eks. fast ejendom), så skal længstlevende udbetale et større beløb i arv til førstafdødes arvinger, end hvis boet var skiftet umiddelbart efter førstafdødes død. I yderste konsekvens, kan dette blive så dyrt for længstlevende, at denne ikke har råd til at skifte og dermed ikke mulighed for at gifte sig på ny.
Endvidere er det også vigtigt at være opmærksom på, at uskiftet bo med førstafdødes særbørn, ganske ofte kan give anledning til senere uønskede konflikter.
Stikord: uskiftet bo