Vestre Landsret har ved dom af 26. februar 2016 besluttet, at det skal koste en arbejdsgiver en bøde på 25.000 kr., at en medarbejder under udførelsen af sit arbejde styrtede ned og pådrog sig en hjerneblødning. Retten stadfæstede dermed retten i Hjørrings dom af 26. oktober 2015.

Den 14. februar 2015 var en medarbejder i færd med at aflæsse jernbaneskinner fra en godsvogn. Der var ml. 170-200 cm. til det omgivende underlag.

Medarbejderens arbejde bestod blandt andet i at vride skinner fra hinanden med en jernstang. På et tidspunkt mistede han balancen og faldt ned fra jernbanevognen, hvorved han pådrog sig en hjerneblødning.

Det følger af arbejdsmiljølovens § 38, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt, og at anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.

Spørgsmålet var, om arbejdet var tilrettelagt således, at det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Arbejdsgiveren gjorde for byretten gældende, at det var en anden virksomhed der havde ansvaret for arbejdets tilrettelæggelse, hvorfor de ikke var rette tiltalte i sagen. Byretten lagde imidlertid til grund, at arbejdsgiveren havde såvel beføjelse som reel mulighed for at sørge for, at arbejdsopgaven blev tilrettelagt og udført fuldt forsvarligt. Således var det arbejdsgiveren, der havde ansvaret for det materiel, der blev anvendt til at løse opgaven, ligesom det var arbejdsgiveren der havde instrueret medarbejderen i, hvordan opgaven skulle udføres. Byretten kom derfor frem til, at arbejdsgiveren var rette ansvarssubjekt for tiltalen.

Retten fandt det bevist, at arbejdet ikke blev udført på en sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Til trods for at medarbejderen udførte kraftbetonet arbejde med en jernstang med nærliggende risiko for at miste balancen og falde ned, havde arbejdsgiveren ikke truffet foranstaltninger, der kunne forebygge dette. Der forelå derfor en overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38. Det faktum, at retten ikke fandt det bevist, at ulykken skete under arbejde i 170-200 cm højde, men kun i ca. 130 cm højde, ændrede ikke herpå.

Landsretten var enig med byretten. Landsretten bemærkede supplerende, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at direktøren i arbejdsgivervirksomheden var bekendt med arbejdsopgavens særlige karakter og omfang, og at medarbejderen til trods for, at han ikke tidligere havde udført en lignende opgave, ikke fik konkret instruktion om, hvordan opgaven skulle udføres.

Af disse årsager stadfæstede landsretten byrettens dom.