Udbetaling fra engelsk trust stiftet af modtagerens morfar, CA, blev anset for gave fra modtagerens mor, BA, da BA, der i kraft af testationsret og vetoret havde en vis rådighed over kapitalen i trusten, blev anset for ejer af trustens kapital.
I 1943 oprettede CA en trust. Han bestemte, at efter hans død skulle hans ægtefælle have en rentenydelsesret, og når ægtefællen var død, skulle rentenydelsesretten overgå til hans datter, BA. Hvis BA ikke ved testamente bestemte, hvem trustens kapital skulle gå til, ville kapitalen tilfalde BA´s livsarvinger. BA havde i henhold til engelsk lovgivning vetoret over for, om der fra trustens kapital skulle udbetales forskud til BA livsarvinger. BA havde kun et enkelt barn, den i Danmark bosatte modtager af beløbet fra trusten.
På baggrund af et oplæg fra administratoren af trusten, blev der i 2002 udbetalt 9.621.194 kr. til den i Danmark bosatte modtager. I 2009 meddelte BA, at hun uigenkaldeligt afstod fra retten til at indsætte en arving til trustens kapital.
For domstolene var spørgsmålet, om udbetalingen fra trusten var en arv fra modtagerens morfar, CA, eller en gave fra modtagerens mor, BA. Var der tale om arv, ville der ikke skulle betales boafgift i Danmark, og var der tale om gave, skulle der betales gaveafgift til Danmark.
Skatteministeriet gjorde gældende, at BA skulle anses for ejer af trustens kapital. Skatteministeriet begrundede dette med, at BA´s ret, til at bestemme hvem der skulle arve trustens kapital, svarede til den begrænsede testationskompetence, der tilkommer en arving af en båndlagt arv. Hertil kom at BA efter de engelske trustregler faktisk kunne råde over op til halvdelen af trustens kapital ved at give samtykke til at der kunne udbetales forskud til senere arvinger af trustkapitalen.
Modtageren gjorde gældende, at BA ikke havde et ejerskab til trustens kapital. BA var alene tillagt en ret til ved testamente at udpege en eller flere arvinger af trustens kapital inden for kredsen af BA´s børn eller disses afkom. Undlod BA at udnytte denne kompetence, hvilket faktisk var sket, bestemte trustens fundats, at trustens kapital skulle gå til den i Danmark bosatte modtager. Herudover kunne BA ikke efter engelsk lovgivning træffe beslutning om, hvem der skulle have udbetalinger i form af forskud fra trusten. BA havde alene vetoret, og kunne dermed alene blokere. Samlet havde CA´s ægtefælle og BA haft en rentenydelsesret i levende live, hvorimod overførslen til den i Danmark bosatte modtager var en tidsmæssigt forskudt arveerhvervelse fra CA.
Østre Landsret lagde vægt på, at et forskud på trustkapitalen alene kunne udbetales med BA´s skriftlige samtykke. Der blev yderligere lagt vægt på, at BA var tillagt ret til ved testamente at bestemme, hvem af hendes børn eller disses efterkommere, der ved BA´s død endeligt skulle modtage rustkapitalen. Skattemæssigt var BA derfor ejer af trustkapitalen, idet det ikke gjorde nogen forskel, at BA i 2009 havde erklæret, at hun afstod fra udnytte sin ret til at bestemme, hvorledes trustkapitalen skulle fordeles ved hendes død.
Med en bemærkning om, at BA havde en vis adgang til at råde over trustkapitalen stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom. (SKM 2012.95)
Kommentar: Afgørelsen er interessant derhen, at den viser nogle af problemerne ved at få begreber fra fremmede retssystemer til at passe ind i dansk lovgivning. I dansk ret findes trust-begrebet ikke. Det, der kommer tættest på, er fonde. Men fonde er efter dansk ret selvstændige juridiske enheder med en formue, der er adskilt fra stifterens og alle andres. Kendetegnende for trusts – og de findes i mange afskygninger i forskellige retssystemer – er, at der sjældent er tale om en selvstændig juridisk enhed, og at der sjældent er tale om en formue, der er adskilt fra alle andres. I sagen skulle dansk skattelovgivning altså overføres på en engelsk trust. Domstolene måtte altså se på, hvorledes den engelske trust kunne passes ind i skattelovgivningen. Skatteministeriet mente, at den pågældende trust bedst stemte med en båndlagt friarv, mens modtageren af forskuddet på trustkapitalen mente, at der var tale om en udskudt arveerhvervelse. For domstolene blev det afgørende, at BA havde en vis rådighed over trustkapitalen. Kapitalen havde derfor ”passeret” BA´s økonomi, og der var tale om en gave. Jeg tror, at det afgørende moment var, at BA havde ret til ved testamente at indsætte en bestemt modtager af trustens kapital. Var der af CA, som stiftede trusten, truffet endelig bestemmelse om, hvem der trustens kapital skulle tilfalde, var resultatet nok blevet et andet.