Den franske Cour de Cassation har for nylig truffet en afgørelse i forbindelse med en række tvister mellem produktionsselskabet bag et reality tv-show og deltagerne i programmet med henblik på at afgøre, hvorvidt deltagerne havde status som ansatte eller skulle klassificeres som optrædende/kunstnere.
Afgørelsen var en stadfæstelse af en afgørelse fra appelretten i Versailles af 5. april 2011, som havde fastslået, at deltagerne havde indgået ansættelseskontrakter, men afviste at anse dem som udøvende kunstnere.
Produktionsselskabet påberåbte sig under appelsagen, at der ikke eksisterede nogen ansættelseskontrakter og gjorde gældende, at det forhold, at deltagerne lod sig filme, ikke kunne anses for en serviceydelse, og at programmets økonomiske værdi heller ikke var tilstrækkelig til at retfærdiggøre denne klassifikation. Den anden del af appellen havde til formål at udelukke eksistensen af en ansættelseskontrakt baseret på, at deltagerne havde udstedt erklæringer om, at deres engagement var personligt og uprofessionelt, og at deres vederlag udgjorde kompensation for den kommercielle udnyttelse af forskellige aspekter af deres personlighed.
Appelretten bekræftede, at ”eksistensen af et ansættelsesforhold ikke beror på parternes vilje ej heller på den betegnelse, de har givet deres aftale, men på de faktuelle omstændigheder under hvilke den ansattes aktiviteter udføres.” Retten drøftede herefter de forskellige elementer, som kan karakterisere eksistensen af et over-/underordnelsesforhold, hvilket inkluderede:
• Eksistensen af en ”bibel”, som beskrev dagene sekventielt og dikterede rækkefølgen af de aktiviteter, der skulle filmes, samt de interviews, der skulle udføres, således at de interviewede blev ledt til at sige det, som producenten forventede, og
• Udvalget af beklædning fra producentens side, skemaer omfattende op til 20 timer om dagen, krav om at deltagerne befandt sig på stedet og umuligheden af at engagere sig i personlige aktiviteter, udformningen af sanktioner, inklusive pekuniære, i tilfælde af afrejse under optagelserne.
Retten opsummerede disse faktuelle omstændigheder som en ”pligt til at følge de aktiviteter, der var organiseret og planlagt af produktionsselskabet.”
En yderligere indikation af et aftalegrundlag var, at selskabet kunne tilbageholde deltagernes pas og telefoner.
Den service, der bestod i at deltage i optagelserne, blev anset for at være ydet på et tidspunkt og et sted, der var uden relation til deltagernes normale personlige liv og involverede deltagelse i organiserede aktiviteter og udtryk for forventede reaktioner, som adskilte sig – om end kun ganske lidt – fra de deltagendes reelle daglige liv.
Cour de Cassation var enige med appelrettens beslutning om at afvise deltagernes status som udøvende kunstnere (og den deraf følgende anvendelse af national, kollektiv overenskomst for kunstnere), idet man fastslog, at:
• en skuespillers job er at spille en karakter, der ikke er den pågældende selv,
• deltagerne i programmet skulle ikke fortolke et kunstværk eller karakterer,
• de havde ingen rolle at spille og intet egentligt manuskript at spille efter og
• de blev alene bedt om at være sig selv og give udtryk for deres reaktioner i de situationer, de blev udsat for.
Retten konkluderede, at ”situationens kunstige natur og deres sekventielle frembringelse er ikke tilstrækkelig til at give deltagerne status af skuespillere. Deltagere i reality shows kan således ikke hævde at have status af kunstnere, når de alene bliver bedt om at være sig selv.”
Sammenfattende nåede retten således frem til, at deltagere i sådanne shows er på arbejde, men ikke er kunstnere.
Kilde ILO