Alle medarbejdere havde fået lige tilbud om at tegne aktier i et selskab. Som en del af vilkårene indgik en tilbagekøbsklausul, der indebar, at virksomheden havde ret til at kræve aktierne solgt tilbage til selskabet til købskursen tillagt en rente på 10%, såfremt
medarbejderen måtte forlade virksomheden inden for 3 år.
En medarbejder blev opsagt på grund af sygefravær inden for 3-årsperioden, og selskabet benyttede sig af tilbagekøbsklausulen.
Medarbejderen påstod tilbagekøbsklausulen kendt ugyldig som værende åbenbart urimelig efter aftalelovens § 36.
Heri fik han medhold.
(Sø- og Handelsretsdom af 21. februar 2003 i sag F-7-01)
Kommentar: Sø- og Handelsretten fastslog indledningsvis, at der ikke var holdepunkter for at fortolke tilbagekøbsklausulen, således at den ikke skulle gælde tilfælde, hvor virksomheden afskediger den pågældende medarbejder. Man fandt imidlertid, at det var urimeligt, at selskabet fik en ensidig ret, men ikke nogen pligt, til at købe medarbejderens aktier tilbage til en fast købspris, og man fandt, at tilbagekøbsklausulen udelukkende var fastsat i selskabets interesse. Herefter fandt man, at i en situation, hvor en medarbejder afskediges og således ikke selv har indflydelse på ansættelsesforholdets varighed, er det selskabet, der bestemmer, at man bringes i en sådan situation, hvor tilbagekøbsklausulen kan finde anvendelse. Dette vil især være fordelagtigt, hvis værdien af selskabet stiger voldsomt, idet selskabet i den situation kan opnå en i øvrigt isoleret set uberettiget formuefordel.