Skat afgørelse om lønindeholdelse var ugyldig som følge af, at Skat have undladt at holde møde med borgeren trods dennes anmodning herom.
I maj og juni 2010 rykkede Skats inddrivelsesafdeling for betaling af skatter, arbejdsmarkedsbidrag og p-afgifter. I september 2010 varslede Skat lønindeholdelse. Senere i september 2010 bestred borgeren at være noget beløb skyldig, og han anmodede om et møde for at kunne godtgøre, at restancerne var betalt. Den 27. september 2010 iværksatte Skat lønindeholdelse. Skat anførte i afgørelsen, at borgeren ikke havde reageret. Den 29. september 2010 sendte borgeren en mail til Skat, hvor han bl.a. gjorde opmærksom på, at det ikke var korrekt, at han ikke havde reageret. Den 4. oktober 2010 svarede Skat, at det var korrekt, at han havde reageret. Skat anførte samtidig, at det siden 1. januar 2010 ikke længere kunne lade sig gøre at aftale personligt møde i personinddrivelsen. Skat tilbagekaldte dog afgørelsen om lønindeholdelse. Borgeren svarede samme dag, at han fortsat ønskede et møde, og han ønskede oplyst i henhold til hvilken lov Skat kunne nægte ham et møde samt en ankevejledning. Den 18. oktober 2010 svarede Skats medarbejder, at han endnu ikke havde fået svar fra sin afdelingsleder vedrørende borgerens personlige fremmøde.
I januar, februar og april 2011 rykkede Skats inddrivelsesafdeling på ny for betaling af skatter, arbejdsmarkedsbidrag og p-afgifter. Ved brev af 26. juli 2011 varslede Skat lønindeholdelse. Dagen efter svarede borgeren, at han afviste kravet, da han ikke havde fået svar på sine tidligere henvendelser. Lønindeholdelse blev herefter iværksat.
Borgeren klagede til Landsskatteretten. Borgeren gjorde gældende, at Skat havde overtrådt god forvaltningsskik, da de ikke havde holdt det udbedte møde.
Landsskatteretten vurderede først Skats inddrivelsesafdelings begrundelse for ikke at have holdt møde med borgeren. Skat havde først begrundet dette med, at det fra 1. januar 2010 ikke længere kunne lade sig gøre at få et personligt møde i Personinddrivelsen. Dernæst havde Skat begrundet det manglende møde med, at afdelingslederen ikke havde svaret vedrørende det personlige fremmøde.
Landsskatteretten udtalte, at en part i en afgørelsessag efter almindelige forvaltningsretlige principper har krav på at afgive en partsudtalelse mundtligt ved personligt fremmøde.
I forbindelse med indførelsen af lov om opkrævning og inddrivelse havde Skatteministeriet endvidere anført: ”Det vil i øvrigt være op til borgeren at vælge, hvorvidt der foretrækkes personligt fremmøde, telefon, brev eller mail. Endvidere vil eventuelle muligheder for nye og andre måder at servicere borgerne på kunne komme på tale. Eksempelvis skal det overvejes, om myndighederne i særlige situationer kan komme ud til borgerne i stedet for, at borgerne altid skal komme til myndighederne.”
Landsskatteretten udtalte herefter, at både forvaltningsretlige regler og forarbejderne til opkrævnings- og inddrivelsesloven tilsiger, at en borger har krav på at kunne afgive en udtalelse ved personligt fremmøde hos inddrivelsesmyndigheden, som er Skat. Det måtte derfor påhvile Skat at indrette sig således, at et sådant møde kunne finde sted. At Inddrivelsesmyndigheden ikke imødekom borgerens anmodning om et møde forud for iværksættelserne af lønindeholdelse måtte anses for en fejl. Partshøringsreglerne er garantiforskrifter. Tilsidesættelse af en garantiforskrift skaber en formodning for, at afgørelsen er påvirket af fejlen. Der var ikke grundlag for at anse denne formodning for afkræftet. Afgørelserne var derfor ugyldige. (SKM 2012.85)
Kommentar: En OMMER. Kortere kan det vist ikke siges. I forvaltningsloven og i forvaltningsretlige grundsætninger findes der regler om sagsbehandlingen. Væsentligt i disse regler er, at myndighederne skal oplyse sagen tilstrækkeligt til, at den rigtige afgørelse kan træffes, at myndighederne skal give borgeren lejlighed til at udtale sig om faktiske forhold til ugunst for ham, som er af betydning for sagen, og som han ikke kan antages at være i besiddelse af, at borgeren har adgang til ved aktindsigt at gøre sig bekendt med dokumenterne i sagen, at borgeren til enhver tid har ret til at udtale sig i sagen, samt at en afgørelse skal være skriftlig og begrundes. De nævnte regler er alle garantiforskrifter. For garantiforskrifter gælder, at tilsidesættes disse, vil der være en formodning for at afgørelsen er ugyldig. Baggrunden er, at overholdelse af garantiforskrifter sikrer, at afgørelsen får det rigtige resultat.
I skattesager er udviklingen gået i den retning, at tilsidesættelse af garantiforskrifter i mindre og mindre grad har medført, at afgørelsen er ugyldig. Baggrunden er, at såfremt afgørelsen er rigtig efter loven, har tilsidesættelsen af garantiforskriften ikke haft konkret betydning. Der kan f.eks. foreligge et tilfælde, hvor myndigheden er i besiddelse af oplysninger til ugunst for borgeren, men hvor det forhold, at borgeren kunne udtale sig om disse ugunstige oplysninger ikke ville medføre et andet resultat. Det er sympatisk, at alle skal betale den rigtige skat – hverken mere eller mindre. Men tilsidesættelse af de garantiforskrifter til sagsbehandlingen øger ikke tiltroen til forvaltningen. Og her kan det på den lange bane komme til at koste, at der gives Skat ganske lang snor i relation til at overholde sagsbehandlingsreglerne.
I den konkrete sag kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt det var korrekt at iværksætte lønindeholdelse eller ej. Borgeren var i hvert fald ikke enig. Jeg tror at det faldt Landsskatteretten for brystet, at Skats inddrivelsesafdeling havde bestemt, at den ikke efter den 1. januar 2010 ville holde møder med skyldnerne. Landsskatteretten havde derfor ikke andre muligheder end at kende afgørelsen ugyldig. Havde Landsskatteretten indtaget det standpunkt, at det skulle bevises, at afgørelsen om lønindeholdelse var forkert, ville Skat nok være sluppet af sted med at afskaffe møderne med skyldnerne.