Alle kalder på regler og hårde straffe. Løsningen findes et helt andet sted.
Aviserne har henover sommeren været præget af en række mindre prydelige sager, hvor dansk erhvervsliv på forskellig vis har været involveret. Senest har vi set kartel-spøgelset vise sit grimme ansigt. Vi har set at små bryggerier holdes ude af markedet, mens alle under sig over konkurrencerådets sagsbehandlingstid. Vi har set ejendomsmæglere sælge projekter uden at sælge dem. Vi har set (alt for) sene reaktion er fra den finansielle sektor i samme sag.
Vi har ikke glemt de betydelige bøder til større danske erhvervsvirksomheder for tilsidesættelse af konkurrencereglerne.
Fælles for disse historier er, at de altid ledsages af udtalelser fra en række politikere, som velvilligt lover pressen, at nu skal reglerne strammes. Helt grotesk bliver dette, når det i en af sagerne ? Nørrisgaard-sagen ? samtidig afsløres, at de førende aktører og deres organisation til pressen udtaler, at deres egne (etiske) regler faktisk allerede forbyder det, der er foregået. Alligevel skal reglerne strammes.
Hvorfor kalder ingen politiker på den gode moral. Hvorfor stiller ingen spørgsmålet om hvad der får en virksomhed til at tilsidesætte regler ? Eller bedre: hvad får en virksomhed til at agere på en måde, som allerede efter en moralsk forskrift må kasseres som upassende ? Er vi holdt op med at interessere sig for, hvordan man bærer sig ad i et civiliseret samfund, hvor ordentlighed anses som en selvfølge. Glemmer vi, at vi grundlæggende har pligt til at opføre os anstændigt ?
Antallet af etiske regler er nærmest eksploderet og samtidig er eksempler på grov tilsidesættelse af redelig handlemåde vokset tilsvarende. Jeg får den tanke, at antallet af etiske regler kan fungere som termometer på samfundets moral. Jo flere etiske regelsæt med blå stempler fra højre og venstre, desto værre står det til med den gode moral.
Kartelsager ? som bliver ved med at dukke op – viser, at der i erhvervslivet findes mangel på ordentlig moral og hæderlighed. Det gamle ord om, at en aftale er en aftale gælder ikke for alle. Der luskes og fifles. Prisniveauet er klart ude af trit med sammenlignelige priser i udlandet og alligevel køres der på, indtil politiet eller konkurrencemyndighederne banker på døren.
Senest har vi set, at forbrugerne har opgivet at benytte sig af bankernes etiske regler. Vi har set, at ejendomsmæglernes etiske regler ikke var kendt af aktørerne, men først blev fundet frem langt henne i debatten. Hvad nytter regler, hvis de end ikke kendes af de brancher, reglerne regulerer. Hertil kommer, at regler altid skal være præcise og ?firkantede? og verden er altså ikke firkantet, men mangeartet og facetteret. Derfor rækker reglerne aldrig til det hele ? derimod vil mavefornemmelsen aldrig tillade en virksomhed at deltage i en samtale om at snyde en bygherre ved en kunstig høj prissætning.
Det hele kalder på, at de gamle dyder om fairness, ordentlighed og ordholdenhed støves af og tages med op til overvejelse hos direktioner og bestyrelser. ?Hvad kan vi i grunden være bekendt? og ?hvad vil vi være bekendt? kunne godt være tema for diskussioner på bestyrelseskonferencer. Hvor er virksomhederne henne i samfundsdebatten Hvilket ansvar påtager dansk erhvervsliv sig for udviklingen ? når vi ser bort fra erhvervslivets særinteresser.
Politikerne må også forstå, at de kan lave tusinde nye regler, men fiflere og luskere vil altid sno sig udenom, fordi juraen er mere firkantet end virkeligheden og juraen vil altid være bagud på point i forhold til mennesker uden aktiv forbindelse til deres eget moralkodeks. De, der tror på at regler skal redde menneskeheden lader sig misbruge og narre. Fjenden er ikke dårlige regler, men mangel på moral og ordentlighed.
Klumme i Berlingske Business 12. august 2005