Ja, siger byretten. Ja, siger landsretten. Og hvad siger så Højesteret? Det sidste vil tiden vise, for der er givet tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.
Sigtede blev anholdt og sigtet for narkotikakriminalitet. I forbindelse med visitationen af sigtede blev han fundet i besiddelse af en mobiltelefon, som politiet ønskede at ransage. Politiet forespurgte sigtede, om han ville bistå med adgang til mobiltelefonen enten ved at oplyse pinkode eller oplåse denne med fingeraftryk, hvilket sigtede ikke ønskede.
Politiet skønnede herefter, at ransagningen skulle ske på øjemedet, hvorefter man gennemtvang en oplåsning af mobiltelefonen ved brug af sigtedes fingeraftryk.
Sigtede anmodede om, at ransagningen blev indbragt for retten.
Byretten godkendte ransagningen og henviste blandt andet til, at ransagningen var af væsentlig betydning for efterforskningen, og at data på smartphones var indstillet således, at mobiltelefonen skulle åbnes med rette pinkode, hvis ikke den inden for et kortere tidsrum blev aktiveret med fingeraftryk, og at det ikke på forhånd var muligt for politiet at fastslå, om data ellers kunne udlæses, hvorfor ransagningens øjemed ville forspildes, såfremt retskendelse skulle afventes. Byretten fandt endvidere, at magtanvendelsen ved at presse sigtedes finger mod mobiltelefonen måtte sidestilles med en legemsbesigtigelse, og at betingelserne herfor tillige var opfyldt.
Sigtede kærede byrettens kendelse til landsretten.
Landsretten anførte, at der ved vurderingen af, om undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, tillige burde lægges vægt på oplysningerne om, at der ved forsøg på at udlæse data uden rette pinkode er risiko for, at data går tabt og ikke kan genskabes. Herefter og under henvisning til de af byretten anførte grunde, stadfæstede landsretten byrettens kendelse.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-25-0142.