Denne sag eksemplificerer grænserne for hvornår et selskab kan komme til at hæfte for et andet ved en fejl. En IT-virksomhed havde indgået nogle IT-vedligeholdelsesaftaler. I henhold til ordlyden af aftalerne var de indgået med selskabet M som kontraktpart.
Den person som virksomheden havde forhandlet med og som havde underskrevet aftalerne på M´s vegne var imidlertid ikke ansat i M men i M´s datterselskab D. Denne person havde ikke fuldmagt til at forpligte moderselskabet.
Det fremgik af de underliggende serviceaftaler, som virksomheden i henhold til vedligeholdelsesaftalerne skulle overtage, at disse var indgået af datterselskabet.
Datterselskabet gik efterfølgende konkurs og så opstod der tvist om, hvorvidt moderselskabet var forpligtet af aftalerne eller på anden vis hæftede for opfyldelsen af vedligeholdelsesaftalen.
IT-virksomheden påstod med henvisning til, at aftalerne ufølge ordlyden var indgået med moderselskabet, at det var moderselskabet, der var forpligtet. Moderselskabet påstod derimod frifindelse med henvisning til, at aftalerne var indgået med datterselskabet.
Højesteret fandt, at det var datterselskabet og ikke moderselskabet, der var bundet som aftalepart, og at moderselskabet heller ikke på andet grundlag skulle hæfte for opfyldelsen af vedligeholdelsesaftalen.
Højesteretsdommerne var uenige om resultatet, og der blev derfor afgivet dissens ved domsafsigelsen.
(Højesterets dom af 10. november 2006 i sag 219/2005 (2. afd.), Comitec A/S mod BCP A/S)