Denne afgørelse beskæftiger sig med granskning og afholdelse af omkostningerne hertil.
§ 59, stk. 1, lov om erhvervsdrivende fonde, hjemler, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan beslutte, at der foretages granskning af en erhvervsdrivende fond.
I en konkret sag besluttede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen dette med baggrund i, at der var blevet iværksat en politimæssig undersøgelse af den pågældende fonds forhold, og at der ydermere var blevet rejst sigtelse mod flere personer i fondens ledelse.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen krævede, at den erhvervsdrivende fond skulle betale udgifterne til granskningen.
Landsretten gav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen medhold.
Under ankebehandlingen for Højesteret, udtalte Højesteret, at en beslutning om granskning i medfør af § 59 er retligt bindende for den pågældende fond, der derfor er forpligtet til at bidrage til granskningens gennemførelse og afholdelse af udgifterne derved. Højesteret stadfæstede således landsrettens dom og bestemte, at fonden selv skulle afholde omkostningerne.
(UfR Nyhedsservice 2007/49 p. 136)