Den hidtidige retsstilling har været, at holdingselskaber ikke betragtedes som erhvervsdrivende, og at der derfor ikke var fradragsret for de omkostninger til advokat og revisor, som selskaberne pådrog sig i
forbindelse med deres stiftelse. Dette skyldes dels, at anlægsomkostninger ikke er fradragsberettigede efter statsskatteloven, og dels at undtagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 8J, hvorefter erhvervsdrivende virksomheder har fradragsret for udgifter til advokat og revisor i forbindelse med etablering af erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed, efter sin ordlyd ikke finder
anvendelse, hvis det selskab, der har omkostningen, ikke er erhvervsdrivende.
På det seneste er der afsagt to afgørelser, som berører dette spørgs-mål, og hvoraf den ene er en højesteretsafgørelse, som endeligt afklarer spørgsmålet.
Den første dom blev afsagt af Østre Landsrets 18. afdeling den 21. juni 2004 (Irlund Invest II ApS).
Sagen drejer sig om et selskab, der tidligere havde drevet et gods, men som efter salget af godset alene havde aktiviteter, der havde karakter af passive kapitalanbringelser. Dette selskab havde efter
frasalget af godset afholdt advokatudgifter, der tilsigtede at finde et nyt investeringsprojekt. Disse advokatomkostninger vedrørte projektforhandlinger, udarbejdelse og stillingtagen til kontraktmateriale og
investeringsarbejder, bistand til køb af anparter og sekretariatsbistand. Selskabet der havde omkostningerne, havde et datterselskab der utvivlsomt var erhvervsdrivende.
Landsretten udtalte i sin dom som afviste fradragsret til advokatomkostningerne, at uanset om aktie- og anpartsselskaber begrebsmæssigt i selskabsretlig forstand anses som erhvervsdrivende, kan man ikke heraf slutte, at det forholder sig på samme måde inden for skatteretten .
Højesteret skød kun to dage efter hul igennem denne argumentation. I Højesterets dom af 23. juni 2004, 552/2002 om Johnson Holding ApS var problemstillingen den, at et holdingselskab hvis eneste aktivitet ubestridt bestod i at eje et datterselskab, ønskede fradrag for
udgifterne til revisor og advokat afholdt i forbindelse med dets stiftelse.
Skattemyndighederne havde afvist dette, og henviste til deres almindelige praksis, hvorefter et selskabs besiddelse af aktier i et datterselskab ikke var erhvervsmæssig virksomhed men alene
formueforvaltning.
Højesteret udtalte, at Ifølge aktieselskabslovens § 1, stk. 1 og an-partsselskabslovens § 1, stk. 1, skal aktie- og anpartsselskaber være erhvervsdrivende, og det er i selskabsretten anerkendt, at kravet herom er opfyldt også for så vidt angår selskaber, hvis virksomhed alene består i at besidde aktier eller anparter i et eller flere datterselskaber. Udgangspunktet må på denne baggrund være, at sådanne moderselskaber også anses for erhvervsdrivende ved anvendelsen af de skatte-retlige regler.
En bemærkelsesværdig omvendt argumentation i forhold til den landsretten to dage før havde anvendt.
Videre nåede Højesteret i sin sag frem til, at etableringen af Johnson Holding ApS herefter måtte anses for en etablering af en erhvervsvirksomhed, og at selskabet i medfør af bestemmelsen i ligningslovens § 8 J, således ville kunne fradrage udgifterne til advokat og revisor, afholdt i forbindelse med etableringen.
Højesteret uddybede dette resultat som værende bedst stemmende med skattemyndighedernes anerkendelse af, at selskabet i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a også har fradragsret for de løbende udgifter til revision og regnskabsassistance.
Herefter er det en gang for alle slået fast, at der er fradragsret for stiftelsesomkostningerne også i holdingselskaber.
(Østre Landsrets dom af 21. juni 2004, 18., B-1062-01, TfS 2004,586 samt Højesterets dom af 23. juni 2004, 552/2002, TfS 2004,542).
Kommentar: Det skal bemærkes, at fem højesteretsdommere deltog i sagen, og at sagen var en 3-2 afgørelse. Da der altid afsiges dom efter stemmeflertallet mindsker dette imidlertid ikke flertallets klare udmelding og dommens præjudikatværdi.