Skatterådet fandt ikke at der ville være fradrag for udgifterne til de fartbøder, som et forsikringsselskab i henhold til forsikringsbetingelserne var forpligtet til at betale.

En skatteyder påtænkte at etablere et forsikringsselskab, hvor det ville være muligt at forsikre sig mod fartbøder. Forretningsideen var, at forsikringstagere mod at betale 99 kr. om måneden kunne forsikre sig mod fartbøder (dem ville forsikringsselskabet betale), såfremt fartoverskridelsen ikke ville overstige 60% af den tilladte fartgrænse, og at der ikke er ville være tale om promille- eller spritkørsel.Skatteyderen spurgte Skatterådet om udgifterne til bøderne ville være fradragsberettigede som driftsomkostninger for forsikringsselskabet.

Skatterådet meddelte skatteyderen, at bøderne ikke ville være fradragsberettigede. Efter fast praksis er der ikke fradrag for færdselsbøder – heller ikke selv om overtrædelsen af færdselsloven har givet en indtægt. At der ikke er fradragsret er begrundet i bødernes formål – at forebygge og/eller straffe lovovertrædelser. At skatteyderens forsikringsselskabs eneste eller væsentligste udgift ville være bøderne fandtes ikke at kunne medføre en fravigelse af praksis. (SKM 2009.607 SR)

Kommentar: Det er fast praksis, at der ikke er fradrag for bøder der har karakter af en straf. Når der ikke er fradrag for færdselsbøder, er det også rigtigst at fastholde dette standpunkt i forhold til det påtænkte forsikringsselskab. Færdselsbøderne eller truslen herom har til formål at få borgerne til at udvise en bestemt adfærd. Dette formål ville blive undermineret, såfremt der kunne laves en forretning på, at borgerne forsikrer sig mod at være lovbrydere.