I England har en arbejdsgruppe, The Independent Company Law Review Steering Group, udarbejdet en rapport om en modernisering af den engelske selskabsret. Udviklingen er interessant fordi den viser en linie i forhold til den danske selskabslovgivning, som går i retning af større enkelhed for små firmaer.

Arbejdsgruppen foreslår i sin rapport en fjernelse af pligten til at holde årlige generalforsamlinger i små selskaber.

Større selskaber skal i deres årsregnskab rapportere ikke kun om deres finansielle forhold men tillige om deres sociale og miljømæssige forhold.

Rapporten anbefaler tillige en række ændringer i regler om fremskaffelse af finansiering, blandt andet til virksomhedsoverdragelse. I England som i Danmark gælder der regler om, at selskaber ikke kan låne penge ud til deres egen overdragelse, da dette i realiteten er et ulovligt aktionærlån. Der er nogle undtagelser hertil i engelsk ret, men de er svært anvendelige.

Rapporten anbefaler en lempelse, som skal gøre det nemmere at skaffe finansiering.

Det er klart at dette forslag støder på visse EU-retlige betænkeligheder, hvis det går for langt, men det vil være op til regeringens embedsmænd at tage højde herfor, når et eventuelt lovforslag fremsættes.

I modsætning til resten af lovforslaget, som stort set kun er de-regulerende, anbefaler rapporten en spændende nyskabelse. Eftersom børsnoterede virksomheder efter forslaget skal være forpligtede til at offentliggøre deres årsregnskaber på en hjemmeside senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb, vil det blive ulovligt for børsnoterede firmaer ikke at have en hjemmeside.

Som jeg skrev i min kommentar til Companies Act 1985 (Electronic Communication) Order 2000 i Lovorientering 1-2/2001 er der allerede vedtaget visse fleksible regler for elektronisk kommunikation i England og som det tillige fremgår af mit referat, skal fuldstændige forslag og årsregnskabet tilstilles visse aktionærer, så i Danmark er det hverken nødvendigt eller tilstrækkeligt at lægge sit regnskab ud på Internettet. Det bliver spændende at følge dansk ret på dette punkt.

Såfremt den engelske regering måtte ønske at implementere forslagene igennem et lovforslag, er det usandsynligt at dette forslag vil blive bragt for Parlamentet tidligere end i år 2003.