Denne afgørelse illustrerer vanskelighederne, hvis en koncern efterlader tvivl om, hvilket koncernselskab der ønsker at tiltræde en aftale.
Et selskab (S) havde ansvar for at udføre nogle arbejder i et storcenter. Et tysk selskab (T) ejede 50% af aktierne i det danske selskab. I begge selskabsnavne indgik navnet Larsen.
En byggevirksomhed indgik en aftale med direktøren for S.
Byggevirksomheden modtog ordrebekræftelsen på T´s brevpapir, men ordrebekræftelsen fremstod som udstedt af S, og var underskrevet af en ansat i S. I teksten i ordrebekræftelsen var det dog et sted anført, at kontrakten var indgået med T.
Hvem der betalte de første fakturaer fra byggevirksomheden var uklart.
Senere opfordrede direktøren i S dog byggevirksomheden til at sende fakturaerne til T, og T betalte da også en enkelt faktura. Senere udeblev betalingen, og T gjorde ikke indsigelser mod at være debitor, men fortalte, at betalingerne fra bygherren var udeblevet, og at byggevirksomheden derfor måtte afvente betalingen.
Efterfølgende nægtede T at betale byggevirksomhedens tilgodehavende. Byggevirksomheden anlagde derfor sag ved landsretten.
I modsætning til landsretten kom Højesteret frem til, at T under de nævnte særlige omstændigheder havde forpligtet sig til at opfylde aftalen med byggevirksomheden og derfor var rette sagsøgte.
(UfR Nyhedsservice 2007/3494H – Højesteretsdom i sag 518/2005 af 19. juli 2007)