Ralph Lauren var berettiget til erstatning for markedsforstyrrelse og vederlag i forbindelse med Dansk Supermarkeds salg af varemærkeforfalskede produkter. Kravet på godt to millioner blev af retten nedsat til 200.000 kroner.

Retten fandt, at Dansk Supermarked som professionel indkøber burde have foretaget en kvalitetskontrol af, om de produkter af mærket Ralph Lauren, som de udbød til salg i deres forretninger, var originale produkter. Det var de nemlig ikke.

Det forhold, at Dansk Supermarked håndterer mange ordrer og varenumre og af forretningsmæssige årsager har valgt at have et fuldautomatiseret lagerstyringssystem kan ikke ændre herved, siger retten.

Der blev lagt vægt på, at Dansk Supermarked i deres reklameavis markedsførte produkterne som originale. Henset til de ganske tydelige tegn på forfalskning ved de omhandlede varer, fandtes Dansk Supermarked ved en simpel undersøgelse af varerne, f.eks. i forbindelse med fotografering til reklameavisen , at kunne have konstateret, at der var tale om forfalskninger.

Retten fandt på dette grundlag, at krænkelsen kan påregnes Dansk Supermarked som uagtsom, og at Dansk Supermarked derved har handlet ansvarspådragende.

Ralph Lauren fandtes herefter berettiget til et rimeligt beløb i vederlag og erstatning i medfør af varemærkelovens § 43, stk. 1, nr. 1 og markedsføringslovens § 20, stk. 3.

Der forelå ikke oplysninger om Ralph Laurens omsætningstal i Danmark, og det blev lagt til grund, at Ralph Lauren havde haft en stigende omsætning, også i den periode hvor Dansk Supermarked solgte de varemærkeforfalskede polo shirts. Ralph Lauren har således ikke dokumenteret et tab.

Det må dog antages, mente retten, at salget har medført en markedsforstyrrelse for Ralph Lauren, idet der er tale om kopiprodukter solgt i en forretning, hvor kunderne har en berettiget forventning om, at det var originale produkter, og da produkterne blev markedsført i en Bilkas reklameaviser, der blev distribueret til et stort antal husstande, som originale produkter, men til en billig pris. Det må, sagde retten, også antages at have skadet Ralph Laurens renommé og image, at Dansk Supermarked har markedsført og solgt de varemærkeforfalskede polo shirts, der efter det oplyste var af en dårligere kvalitet end de originale produkter. På baggrund af oplysningerne om antallet af solgte produkter, må det dog antages, at markedsforstyrrelsen samlet set har været begrænset.

Retten fastsatte på det grundlag størrelsen af det beløb, der skal tilkendes Ralph Lauren, på grundlag af oplysningerne om antal solgte eksemplarer, den oplyste stk. pris eksklusiv moms og en skønsmæssigt fastsat licenssats samt Dansk Supermarkeds fortjeneste ved salget af de 1.624 stk. polo shirts.

Efter et samlet skøn fastsattes vederlag og erstatning til ét samlet beløb på 200.000 kr.

Efter sagens karakter og omfang var der ikke grundlag for at tilkende Ralph Lauren yderligere økonomisk kompensation i form af godtgørelse for ikke økonomisk skader i medfør af varemærkelovens § 43, stk. 3.

Efter sagens karakter og udfald fandt retten ikke, at det burde pålægges Dansk Supermarked at offentliggøre dommen.

Sø- og Handelsrettens dom afsagt den 10. januar 2014 i sag V-58-12