Et selskab havde ved en bindende forhåndsbesked fået oplyst, at en post aktier, som selskabet ejede, var kr. 1 mio værd. Aktieposten blev solgt til et interesseforbundet selskab. Købesummen blev erlagt på et afdragsfrit gældsbrev med 4% i rente. Gældsbrevet var endvidere uopsigeligt for kreditor. Det sælgende selskab havde i sin selvangivelse kursansat gældsbrevet. Vestre Landsret fandt, at selskabet ikke var berettiget til et kursnedslag, da de solgte aktier var 1 mio. kr. værd, uanset at aktierne ikke blev betalt kontant. De særegne vilkår i gældsbrevet fandtes at være et udslag af interessefællesskabet.

(TfS 2004.574 VLD)

Kommentar: Det er min opfattelse, at det sælgende selskab slap billigt. Det sælgende selskab burde have været beskattet af salgssummen, således at selskabet var beskattet af værdien af gældsbrevet plus forskellen mellem gældsbrevets værdi og værdier af aktierne på kr. 1 mio. Herudover burde selskabet være beskattet af de løbende kursgevinster på afdrag på gældsbrevet. Med Landsrettens dom slap selskabet med beskatning af kr. 1 mio.