A lejede i 1973 nogle forretningslokaler, hvorfra han drev detailhandel. I 1976 – 1977 blev forretningens hidtidige bestyrer, B, medejer af forretningen, der herefter blev drevet i interessentskabsform. Der foretoges i den forbindelse ingen ændringer i lejekontraktens angivelse af, at A fortsat var eneste lejer. Senere blev såvel A som B under en boligretssag, anset for lejere.
I 1996 blev ejendommen med lejemålet erhvervet af udlejer. I 1997 udtrådte B som medejer af forretningen, der herefter videreførtes af A alene. I februar 2000 blev udlejer bekendt med Bs udtræden og udlejer ophævede straks lejemålet overfor A med henvisning til erhvervslejelovens § 69, stk. 1, nr. 4.
Landsretten gav A medhold i, at han kunne blive boende med den begrundelse, at erhvervslejelovens § 69, stk. 1, nr. 4, efter sin ordlyd må antages i første række at regulere tilfælde, hvor et lejemål helt forlades, således at det står tomt. I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor forretningen blev drevet videre af den oprindelige lejer, kunne det forhold, at én eller flere lejere udtræder af den erhvervsvirksomhed, der drives fra de lejede lokaler, ikke anses for eller sidestilles med en fraflytning, som omhandlet i erhvervslejelovens § 69, stk. 1, nr. 4.
(UfR 2002.635.VL)