Højesteret har den 20. november 2014 sat det endelige punktum i den sag der siden juni 2003 har verseret i retssystemet mod Skandinavisk Tobakskompagni. (House of Prince A/S og Skandinavisk Holding II A/S). Dommen er netop offentliggjort I Ugeskrift for Retsvæsen
Sagen var anlagt af en person der havde røget fra 1956 til ca. 1960, og igen fra 1962/63 til 2005. De sagsøgte har indtil 2008 produceret ”Prince” cigaretten, som er det mærke sagsøgeren i al væsentlighed havde røget.
Østre Landsret frifandt i 2011 da sagsøgte, herefter blev sagen indbragt for Højesteret, der nu har afgjort sagen – også med en frifindelse af de sagsøgte.
Højesteret udtalte at cigaretter ikke lider af en defekt som beskrevet i produktansvarslovens § 5, alene fordi man kan få helbredsmæssige skader af at ryge. Der er dermed ikke, som udgangspunkt, produktansvar for en producent af cigaretter. Højesteret udtaler at dette udgangspunkt kan fraviges hvis producenten har afgivet urigtige oplysninger om sundhedsfaren eller hvis sundhedsfaren ikke er almindeligt kendt og producenten samtidig undlader at oplyse om den.
Afhængighed af nikotin anså Højesteret ikke som tilstrækkelig årsag til at dømme tobaksproducenten ansvarlig. Højesteret vurdere, at når en ryger bliver ved at blive ved med at ryge, efter at han fik, eller burde have fået kendskab til rygningens skadelige virkninger, så kan rygeren ikke rejse krav mod producenten.
Højesteret har herefter vurderet den konkrete sag ud fra et synspunkt om produktansvar og ud fra almindelig erstatningsret.
Højesteret fandt, at da sagsøger begyndte at ryge igen i 1962/63, var det på det tidspunkt, også blandt unge, almindeligt kendt at rygning var skadeligt og skabte afhængighed, Højesteret fandt det ikke bevist at tobaksproducenterne havde større kendskab til cigaretternes skadelige virkning end sundhedsmyndighederne og heller ikke at producenterne skulle have manipuleret med målingerne af nikotin og tjæreindhold. Højesteret fandt endvidere at rygere (generelt), havde været tilstrækkeligt advaret om risikoen ved rygning.
For Østre Landsret havde det også været et spørgsmål, om producenterne havde anvendt tilsætningsstoffer til at fremme nikotinoptagelsen og/eller nikotinafhængigheden hos rygerne. Dette var blevet frafaldet for Højesteret efter udfaldet af skønserklæringer om emnet.
Højesteret når således frem til at der hverken er ansvar efter produktansvarsloven eller efter de almindelige erstatningsregler.
Kommentar:
Højesterets dom – der er på 52 sider – er konkret baseret, men indeholder en stribe mere generelle retningslinjer der vil kunne bruges fremover, både ved vurdering af, om et ansvar kan statueres efter produktansvarsloven og ved en vurdering af hvornår der foreligger accept af risiko.
(U.2015.572H)