Tiltalte, født 1952, var i årene 2006-2010 blevet straffet for spirituskørsel på lille knallert 4 gange. Han erkendte sig nu skyldig i to spirituskørsler på lille knallert i maj og juni 2012.
Byretten fastsatte straffen til fængsel i 40 dage.

Landsrettens flertal forhøjede straffen til fængsel i 60 dage, idet flertallet lagde vægt på, at straffen for femtegangsspirituskørsel på lille knallert er fængsel i 30 dage, og der var nu tale om to kørsler til samtidig påkendelse. Mindretallet stemte for at stadfæste byrettens dom, idet denne dommer henviste til praksis med flere kørsler i frakendelsestiden til samtidig påkendelse, hvor der er en grænse for forhøjelse af straffen i gentagelsestilfælde, når der ikke foreligger særlige omstændigheder, og på denne baggrund kunne straffen for to femtegangsspirituskørsler på lille knallert passende fastsættes til fængsel i 40 dage.
U.2013.933V