Sagen omhandlede en kvindelig langtidsrådgiver, der var tidsbegrænset ansat i Danida under Udenrigsministeriet.
I 2005 tog rådgiveren 30 ugers barsels- og forældreorlov. Ifølge sine ansættelsesvilkår havde hun ret til løn i 20 ud af de 30 uger.
I modsætning hertil havde fastansatte kvindelige akademikere i Udenrigsministeriet ret til løn under barsels- og forældreorlov i op til 30 uger samt 10 omsorgsdage med løn i henhold til overenskomst for akademikere i staten.
Rådgiveren anlagde herefter sag mod Udenrigsministeriet, og gjorde gældende, at der var sket en tilsidesættelse af reglerne i lov om tidsbegrænset ansættelse.
Ifølge lovens § 4 må ansættelsesvilkårene for en tidsbegrænset ansat som udgangspunkt ikke være mindre gunstige end de vilkår, der gælder for en sammenlignelig fastansat, hvis forskelsbehandlingen udelukkende er begrundet i ansættelsesforholdets tidsbegrænsede varighed og ikke i objektive forhold.
Sagen drejede sig således om, hvorvidt rådgiverens stilling kunne sammenlignes med en stilling som fastansat akademiker i Udenrigsministeriet.
Østre Landsret lagde vægt på, om de to grupper, tidsbegrænset ansatte langtidsrådgivere og fastansatte akademikere i Udenrigsministeriet, udførte samme eller tilsvarende arbejdsopgaver.
En afgørende forskel var, at fastansatte akademikere direkte repræsenterede Danmark og udøvede dansk myndighedsbeføjelser i udlandet, hvilket en tidsbegrænset ansat langtidsrådgiver ikke gjorde.
Landsretten lagde endvidere vægt på, at rådgiveren refererede dagligt til økonomi- og handelsministeriet i det land, rådgiveren var sendt til, hvorimod den fastansatte akademiker refererede direkte til Udenrigsministeriet.
Da der således var tale om afgørende forskelle i stillingsindhold og daglig instruktionsbeføjelse, fandt Østre Landsret, at rådgiverens stilling ikke var sammenlignelig med stillingen som fastansat akademiker i Udenrigsministeriet med tjeneste i udlandet.
Endvidere kom Landsretten frem til, at der ikke eksisterede en AC-overenskomst for fastansatte akademikere i Udenrigsministeriet, der var gældende inden for dette eller tilsvarende faglige områder.
Da der dermed hverken var fastansatte akademikere eller overenskomster, der kunne sammenlignes med rådgiverens stilling, kom Landsretten frem til, at der ikke var sket en krænkelse af rådgiverens rettigheder efter lov om tidsbegrænset ansættelse.
Højesteret stadfæstede Landsrettens dom.
U.2011.1308H
BEMÆRKNINGER
Som dommen illustrerer, kan krav om godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse rejses, hvis der inden for et sammenligneligt arbejdsområde findes fastansatte med tilsvarende eller lignende arbejdsopgaver, som har bedre arbejdsvilkår end den tidsbegrænset ansatte.
Hvis ikke det er muligt at finde sammenlignelige fastansatte, foretages der en sammenligning i forhold til overenskomster, der er gældende inden for lignende områder.
Formålet med loven er at forbedre vilkårene for ansatte på tidsbegrænset ansættelse, så de som udgangspunkt har ret til samme ansættelsesvilkår, som fastansatte i sammenlignelige stillinger.
Normalt vil der være sammenlignelige fastansatte inden for de fleste arbejdsområder, som man kan bruge til at vurdere om lov om tidsbegrænset ansættelse er blevet krænket.