Skat har i to afgørelser vedrørende selskaber med samme type passive investeringer taget stilling til om der kunne opnås tilladelse til skattefri ophørsspaltning. Skat gav afslag i den ene sag og tilladelse i den anden.
A, B og C ApS ejede hele anpartskapitalen i selskabet D. Ejerandelene var 31,72%, 9,92% og 58,36%. A ejede C ApS 100% og hans ejerandel af D var således 90,08%. D havde en egenkapital på 334 mio. kr., og Ds aktivitet bestod i passiv investering i værdipapirer. D ønskedes ophørsspaltet i to nye selskaber, som skulle være ejet af henholdsvis A og C ApS med 100% og B med 100%. Den forretningsmæssige begrundelse for ophørsspaltningen blev angivet til at være uenighed mellem A og B vedrørende investeringsstrategien i D samt A´s forestående generationsskifte, hvor As børn dels skulle erhverve aktier, dels skulle ind i selskabets bestyrelse. Om de forskellige investeringsstrategier blev det oplyst, at A alene ønskede at foretage en passiv investeringspolitik uden risici, mens B ønskede en mere aggressiv investeringspolitik.
Skat afslog at tillade en skattefri ophørsspaltning, da ønsket om spaltning alene ansås for begrundet i ønsket om undgåelse af skat for A og B. (SKM 2006.325)
A og B ejede sammen selskabet C ApS. Ejerskabet var fordelt med 87,5% til A og 12,5% til B. Selskabets egenkapital var 80 mio. kr. Selskabet havde stillet sikkerheder og foretaget deponeringer i forbindelse med frasalg af datterselskaber for ca. 100 mio. kr., og disse sikkerheder og deponeringer løb frem til 2010. A, der var 52 år, ønskede at selskabet skulle foretage en mere offensiv investeringsstrategi, mens B, der var 73 år, ønskede en passiv investeringsstrategi. As offensive investeringsstrategi skulle ske gennem et netværk af business angels, hvor man havde i alt 800 mio. kr. til rådighed til investeringer. A havde herudover i de sidste par år forsøgt at gennemføre nogle investeringsprojekter, der dog var strandet. Yderligere anførte A og B, at likvidation af selskabet ikke var mulig før i 2010 på grund af de stillede sikkerheder og deponeringer.
Skat gav tilladelse til skattefri ophørsspaltning, da det ansås for godtgjort, at A og B havde forskellige investeringsstrategier, og da A havde redegjort tilstrækkeligt for de fremtidige investeringsplaner. (SKM 2006.324)
Kommentar:
Afgørelserne skal ses i lyset af afgørelsen SKM2005.232 TSS, hvor skattefri ophørsspaltning ligeledes blev afslået. I sagen SKM 2006.325 var det reelle alternativ til ophørsspaltningen en likvidation af D, de offensive investeringsstrategier var ikke beskrevet, og generationsskifteplanerne var ikke konkretiserede. D var uden egentlig erhvervsmæssig aktivitet, og der var derfor ingen virksomhed at beskytte. Derfor fandt Skat, at formålet med ophørsspaltningen var at undgå at betale skatter.
I sagen SKM2006.324 var det klart, at selskabet grundet de stillede sikkerheder og deponeringer ikke kunne likvideres her og nu. Den offensive investeringsstrategi var endvidere klart underbygget. Skat fandt derfor, at anmodningen om spaltning er forretningsmæssigt begrundet.
For selskaber uden egentlig erhvervsmæssig aktivitet er konklusionen, at det må forventes, at aktionærerne ikke vil få tilladelse til skattefri ophørsspaltning. Eneste undtagelse er, at aktionærerne kan godtgøre, at resultatet af en ophørsspaltning vil være, at dette vil komme en anden af aktionærerne drevet virksomhed til gode.