Skatterådet har accepteret, at der som led i en skattefri ophørsspaltning uden tilladelse sker balancetilpasning ved optagelse af lån umiddelbart før spaltningen, og at det optagne lån tilbagebetales umiddelbart efter spaltningen.
Det er muligt at ophørsspalte et selskab skattefrit til 2 eller flere nystiftede selskaber uden tilladelse. En række betingelser skal dog være opfyldt. En af disse er, at forholdet mellem aktiver og gæld, der overføres til de modtagende selskaber skal svare til forholdet mellem aktiver og gæld i det selskab, der ophørsspaltes.
Et selskab anmodede Skat om bindende ligningssvar om, hvorvidt det var foreneligt med reglerne om skattefri ophørsspaltning uden tilladelse, at der umiddelbart før spaltningen blev optaget et lån, og at dette lån blev indfriet straks efter spaltningen. Selskabets forhold var således, at det var ejet af 2 brødre. Selskabets aktivitet bestod i udlejning af en ejendom. Brødrene var blevet uenige om hvorvidt ejendommen skulle sælges eller om udlejningsaktiviteten skulle videreføres. Resultatet blev at brødrene ønskede selskabet spaltet i 2 selskaber, hvor den ene bror modtog et selskab, der ejede ejendommen, og hvor den anden bror modtog et selskab med likvide midler. For at opfylde kravet om at forholdet mellem aktiver og passiver skulle være det samme i de to nye selskaber som i det selskab, der ønskedes ophørsspaltet, ville der blive optaget et lån på 11 mio. kr. umiddelbart forinden spaltningen. Lånet agtedes tilbagebetalt straks efter at ophørsspaltningen var gennemført. Skatterådet fandt, at der kunne ske ophørsspaltning uden tilladelse, idet forholdet mellem aktiver og passiver dermed var på plads, ligesom der ikke i fusionsskatteloven var krav om bevarelse af gælden i en vis periode. (SKM 2008.172 SR)
Kommentar:
Med afgørelsen er det afgjort, at den balancetilpasning, der kan være nødvendig for at opfylde kravet om at de nye selskaber ved en ophørsspaltning har samme forhold mellem aktiver og passiver kan ske ved et øjeblikslån. Det er alene en betingelse, at der er realitet i lånet, dvs. at der er sket den fornødne balancetilpasning. Kravet om samme forhold mellem aktiver og gæld har sin oprindelse i et ønske om at modvirke, at et ellers skattepligtigt salg af aktiver fra et selskab i stedet organiseres som en skattefri ophørsspaltning