Fra Berlingske Tidende fredag den 13. oktober 2006
Spørgsmål:
Jeg har solgt et kolonihavehus og der er anlagt sag med krav om tilbagebetaling af næsten en halv million kroner. Sagen er er stoppet i byretten, fordi man skulle vente på de tre domme i landsretten.
Jeg ser nu at de måske skal i Højesteret og min advokat har sagt, at det godt kan vare flere år. Hvad sker der så med de sager, der er stoppet imens?
Med venlig hilsen A.K & K.T
Svar:
Det er rigtigt, at mange sager er stillet i bero på afventning af landsrettens domme. Landsretten har gjort det usædvanlige, at man fra tre forskellige afdelinger har samlet de tre sager, der alle har været behandlet af de samme dommere.
Det er nok forventeligt, at Højesteret vil skulle afgøre, hvad der er gældende dansk ret og jeg tror man vil stille de øvrige sager i bero på afventning af Højesterets afgørelse.
Hvis jeg får ret i det, kan der godt gå mere end et år, før de mange verserende retssager kan komme videre. Det er naturligvis stærkt generende for alle, men sådan er situationen i dag.
Du skal være opmærksom på, at hvis du bliver dømt til at betale penge tilbage, så skal du betale procesrente, som p.t. er 9,4% pr år. Mange kan låne penge til en billigere rente og derfor kan det være værd at forsøge at indgå en renteaftale i de verserende sager. Ved et beløb på ½ million vil en rentemarginal på f.eks. 3% bare på to år betyde en merrente på 30.000 kroner.