Den 10. maj 2011 trådte en ny bestemmelse i forældelsesloven i kraft, der omhandler krav om erstatning og godtgørelse i anledning af erhvervssygdomme.

Bestemmelsen siger, at den almindelige forældelsesfrist på 3 år ikke gælder for krav i anledning af erhvervssygdomme. I stedet gælder en 5-årig, der følger direkte af Arbejdsskadeloven. Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor skadelidte blev bekendt med kravet og den, der er ansvarlig, eller fra det tidspunkt, hvor skadelidte burde være blevet bekendt med kravet. Forældelsen begynder således typisk at løbe, når virkningen indtræder.

Der gælder fortsat en absolut forældelsesfrist på 30 år fra det tidspunkt, hvor den skadevoldende handling ophører. Hvis en erhvervssygdom for eksempel skyldes længere tids påvirkning fra farlige stoffer, så vil den 30-årige forældelse først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor påvirkningen ophører – uanset årsag. Det afgørende i forhold til denne forældelsesfrist er således skadens indtræden, der bedømmes uafhængigt af, om følgerne er indtrådt.

Den 30-årige forældelsesfrist kan ikke suspenderes, og skadelidte kan derfor risikere at miste sit krav, hvis erhvervssygdommen ikke har givet udslag i symptomer inden for 30 år efter ophøret af den påvirkning, der har forårsaget sygdommen.

Lovændringen finder også anvendelse på krav på erstatning og godtgørelse i anledning af erhvervssygdomme, der er forældet i perioden 1. januar 2011 til 9. maj 2011.