I den første sag jeg skal referere til, havde udlejer af en centralt beliggende ejendom opsagt lejer af et butikslejemål, hvorfra lejers familie havde drevet frisørsalon siden 1959. Opsigelsen skete i juni 1999 og i medfør af lejelovens § 83, stk. 1, litra a, idet udlejer ønskede at benytte lokalerne i forbindelse med en udvidelse af den forretning, som udlejer drev fra ejendommens baghus.
Ved den afvejning af begge parters forhold, som i medfør af lejelovens § 84, litra b, skal foretages ved vurderingen af det rimelige i opsigelsen, fandt Østre Landsret, at uanset lejers væsentlige interesse i at forblive i ejendommen, så burde der lægges afgørende vægt på udlejers interesse i, som ejer af ejendommen, at kunne inddrage lejemålet i den forretning, som han inden for de seneste år havde drevet fra ejendommen. Østre Landsret tog derfor udlejers påstand om, at lejer skulle fraflytte lejemålet, til følge.
Udlejer og lejer var enige om, at lejers lejemål var erhvervsbeskyttet. Østre Landsret tilkendte derfor, i medfør af lejelovens § 89, lejer en erstatning for opsigelsen, der efter regnskabsoplysningerne for året 1998-2000 fastsættes til kr. 250.000.
(Østre Landsrets dom af 18. juni 2001 i anke 2. afdeling nr. B-2760-00 / UfR 2001.2177.Ø)