Kommune solgte i 1974 en ejendom for 650.000 kroner. Spørgsmålet var, om kommunen kunne købe ejendommen tilbage i 2013 til 650.000 i nutidskroner. Svaret blev ja.
Kähler keramik, der blev grundlagt i 1839, drev fra 1875 keramikvirksomhed fra ejendommen Kählersbakken 5 i Næstved. På grund af virksomhedens økonomiske vanskeligheder købte Næstved Kommune i 1974 aktierne i virksomheden. Samme år solgte kommunen virksomheden og ejendommen for 650.000 kr. I skødet forpligtede køber sig og senere ejere til at drive keramisk virksomhed fra ejendommen under navnet Herman A. Kähler’s Eftf. Endvidere indeholdt skødet følgende bestemmelse:
”Såfremt der ikke længere måtte blive drevet keramisk virksomhed fra ejendommen i et omfang nogenlunde svarende til den nuværende er … Næstved Kommune berettiget til at tilbagekøbe ejendommen til den nuværende salgspris …”
De to bestemmelser i skødet blev tinglyst som servitut på ejendommen.
I 2009 blev ejendommen solgt på tvangsauktion til en panthaver. Forinden var den daværende ejer af ejendommen gået konkurs, og produktionen var solgt til et selskab, der fortsat producerer keramik under navnet Kähler.
Byretten fandt, at Næstved Kommune i henhold til servitutten var berettiget til at købe ejendommen tilbage for 650.000 kr.
Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundede sin afgørelse således:
”Som anført af byretten, må det anses for utvivlsomt, at Næstved Kommune ved opkøbet af aktierne og det efterfølgende salg af ejendommen på de vilkår, der fremgår af skødets §§ 9-11 om fortsat drift, søgte at sikre den kulturhistoriske værdi i Kähler-virksomheden og bygningen. Tilsynsrådet godkendte begge disse dispositioner. På denne baggrund tiltræder landsretten, at Næstved Kommune ikke har handlet i strid med kommunalfuldmagten.
Det følger af servitutbestemmelsen, jf. skødets § 11, at kommunen er berettiget til at tilbagekøbe ejendommen for 650.000 kr., ”såfremt der ikke længere måtte blive drevet keramisk virksomhed fra ejendommen i et omfang nogenlunde svarende til den nuværende”. Det må lægges til grund, at der blev drevet keramisk virksomhed fra ejendommen indtil et tidspunkt i 2008, hvorefter ejeren af ejendommen gik konkurs, og ejendommen i december 2009 blev afhændet på tvangsauktion til Brask Thomsen Stiftung, der ubestridt ikke har drevet keramisk virksomhed fra ejendommen. Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at antage, at driften indtil 2008 ikke skulle opfylde betingelsen om at være i ”nogenlunde” samme omfang som ved servituttens stiftelse i 1974. Kommunens interesse i at håndhæve servitutten om ret til tilbagekøb er derfor ikke bortfaldet. Det kan ikke føre til et andet resultat, at retten til navnet ”Kähler” nu tilhører Danish Design Management A/S, idet tilbagekøbsretten alene er knyttet til ophør af keramisk virksomhed.
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at kommunens krav ikke er forældet eller fortabt ved retsfortabende passivitet. Endvidere tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte servitutten helt eller delvist efter aftalelovens § 36.
Næstved Kommune er derfor berettiget til at kræve ejendommen tilskødet mod betaling af 650.000 kr. Landsretten stadfæster der¬for byrettens dom.”
Sagen er behandlet af Østre landsrets 14. afdeling, j. nr. B-2428-12. 16. april 2013.