En lejekontrakt vedrørende et boliglejemål indeholdt ikke en bestemmelse om ret for lejer, L, til parkering i gården, men L havde siden sin indflytning i 1991 parkeret i gården uden indsigelse fra udlejer, U. Efter en gårdrenovering, som blev påbegyndt i 2006, forbød U parkering i gården. L indbragte sagen for domstolene og fik af både byretten og landsretten medhold i, at L og dennes gæster havde ret til fri parkering i gården. Højesteret nåede til det modsatte resultat. Højesteret udtalte, at en lejers brugsret som udgangspunkt kun omfatter de lokaler og fællesfaciliteter, som fremgår af lejekontrakten med udlejer. Det kræver særlige holdepunkter, hvis lejer herudover skal anses for aftaleretligt at have erhvervet brugsrettigheder som en del af lejeforholdet. U’s og den tidligere ejers stiltiende accept af L’s og de øvrige lejeres vederlagsfri parkering i ejendommens gård kunne alene anses som accept af, at parkering kunne ske indtil videre, og den indebar ikke, at L var tildelt en ret til parkering som en del af lejeforholdet. U havde derfor været berettiget til at bringe adgangen til vederlagsfri parkering til ophør og blev frifundet.