En lejers konkursbo meddelte udlejer, at boet ikke ønskede at indtræde i lejeaftalen af nogle erhvervslokaler. Boet indgik dog aftale med udlejer om, at man til trods herfor, kunne blive i lokalerne i en periode mod et nærmere aftalt vederlag med henblik på afvikling af lejers virksomhed. I forbindelse med at konkursboet solgte nogle skillevægge, som udlejer mente at have ejendomsret til, skaffede udlejer sig adgang til lokalerne og udskiftede låsene og afskar hermed adgang til lokalerne for konkursboet. Konkursboet begærede sig herefter indsat i lejemålet.
Fogedretten fandt, at konkursboets udsættelse af lokalerne skulle være sket gennem fogedretten og efter lejelovgivningens regler, uanset at konkursboet ikke var indtrådt. Boets indsættelsesbegæring blev herefter taget til følge.
Landsretten stadfæstede i henhold til grundene.
(Tidsskrift for Bolig- og Byggeret – T:BB 2002, p. 279).