Sagen vedrørte en kvindelig medarbejder, der var ved at blive udredt hos egen læge med henblik på fertilitetsbehandling. Udredningen bestod primært i udtagelse af blodprøver under medarbejderens cyklus.
Den 28. november 2008 blev medarbejderen opsagt på grund af nedskæringer. I alt 6 ud af 33 medarbejdere blev opsagt, og arbejdsgiveren havde ved udvælgelsen blandt andet anvendt kriterierne ”lav anciennitet” og ”antallet af kortere sygefraværsperioder”.
Medarbejderen var på opsigelsestidspunktet endnu ikke færdigudredt hos lægen.
Medarbejderen anlagde sag med påstand om godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingslovens § 9, hvorefter en arbejdsgiver må ikke afskedige en medarbejder, fordi den pågældende har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barselloven eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Vestre Landsret kom frem til, at medarbejderen på opsigelsestidspunktet ikke havde påbegyndt egentlig fertilitetsbehandling, og spørgsmålet var derfor, om de indledende undersøgelser forud for fertilitetsbehandlingen også var dækket under ligebehandlingsloven. Landsretten kom frem til, at hverken forarbejderne eller retspraksis kunne danne grundlag for, at beskyttelsesperioden efter ligebehandlingsloven skulle udstrækkes til en periode forud for den egentlige fertilitetsbehandling.
Landsretten fandt herefter, at opsigelsen var reelt begrundet i driftsmæssige hensyn.
Højesteret tiltrådte Landsrettens resultat såvel i relation til bedømmelsen af ligebehandlingslovens § 9 som i relation til vurderingen af, at opsigelsen var begrundet i driftsmæssige hensyn.
Kommentar:
Dommen viser, at beskyttelsen efter ligebehandlingsloven indtræder ved den aktive fertilitetsbehandling, og at medarbejdere ikke er beskyttet i udredningsfasen. Spørgsmålet er så, hvornår fertilitetsbehandlingen karakteriseres som aktiv. Forudsætter dette en egentlig behandling på en klinik, eller er det tilstrækkeligt, at der er truffet endelig beslutning om typen af behandling? Henset til den voksende gruppe kvinder, der er i forskellige stadier af fertilitetsbehandling, vil en stillingtagen til spørgsmålet være ønskelig.
Højesterets dom af 29. marts 2012 (2. afd., sag 259/2010)