En forælder oprettede en offentligt tilgængelig Facebook-gruppe, hvor aktuelle forhold på børne- og ungeområdet i kommunen blev debatteret. Kommunen erfarede, at en række institutionsledere og medarbejdere på børne- og ungeområdet ville melde sig ind i gruppen.
I en e-mail blev institutionslederne derfor bedt om at have skærpet opmærksomhed på, at deres medarbejdere havde kendskab til kommunens regler om god adfærd, herunder loyalitetspligten, før de ytrede sig om deres arbejdsområde i den offentlige debat.
Kommunen gjorde det tydeligt, at de ansættelsesretlige konsekvenser ved brud på loyalitetspligten kunne være alvorlige.
Ombudsmanden udtalte, at der efter de gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed er vide rammer for de ansattes adgang til som privatpersoner at fremsætte kritiske ytringer om deres eget arbejdsområde i den offentlige debat. Dette gælder i særlig grad ressourcespørgsmål.
Efter ombudsmandens opfattelse gav e-mailen til institutionslederne indtryk af, at kommunen ikke ønskede, at de ansatte udtalte sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat, selvom de udtalte sig på egne vegne. Desuden gav e-mailen et misvisende indtryk af, at sådanne ytringer let ville kunne anses for et brud på de ansattes loyalitetspligt.
E-mailen var derfor en uberettiget begrænsning af de ansattes ytringsfrihed.
KOMMENTAR: Folketingets ombudsmand så alvorligt på denne sag. Han informerede derfor Folketingets Retsudvalg om afgørelsen. En læsning af hele afgørelsen viser, at ombudsmanden er markant kritisk overfor den pågældende kommune. Ombudsmandens sprog er afdæmpet, men denne afgørelse kan kun læses sådan, at kommunen får en markant ørefigen. Ombudsmanden føjer til, at han ikke gør mere, idet han har lagt vægt på, at kommunen vil drøfte sagen og dens konsekvenser, herunder en gennemgang af kommunens regler for ansatte. Ombudsmanden ønskede resultatet af dette arbejde forelagt.
Ombudsmanden har fundet anledning til i afgørelsen at bringe en afskrift af gældende regler. Det er underforstået, at ombudsmanden ikke føler sig sikker på, at kommunen har forstået, kendt og efterlevet principperne. Det citerede herfra lyder således:
Justitsministeriet har i vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed gengivet de grundlæggende regler således:
“Som offentligt ansat er man som alle andre borgere beskyttet af grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed og kan på egne vegne deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige meninger og synspunkter. Dette gælder også emner, der vedrører ens eget arbejdsområde.
Beskyttelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed gælder kun, når man som offentligt ansat ytrer sig på egne vegne. (…)
…
Der gælder dog nogle få begrænsninger i ytringsfriheden.
Man må ikke ytre sig om tavshedsbelagte oplysninger eller fremkomme med ærekrænkende udtalelser. Man må heller ikke ytre sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde.
Derudover må der, af hensyn til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne, i særlige tilfælde udvises tilbageholdenhed med hensyn til ytringer om forhold, der vedrører eget arbejdsområde. Denne begrænsning gælder normalt kun for centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen. (…)
Man har som offentligt ansat en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen, f.eks. nedskæringer.
Det ligger fast, at en offentligt ansat har ret til at fremføre en eventuel kritik offentligt uden først at anvende de interne systemer, så som ledelses- og samarbejds/tillidsrepræsentantsystemet. (…)
…
Det er (…) vigtigt at understrege, at den ulovbestemte loyalitetspligt, der består i et ansættelsesforhold, ikke kan medføre yderligere begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed.
…
Hvis en offentligt ansat ytrer sig i overensstemmelse med de retningslinjer, der er beskrevet i denne vejledning, er ytringen lovlig og kan dermed ikke give anledning til, at den ansatte pålægges ansvar.
Ytringen kan heller ikke danne grundlag for, at ledelsen – i kraft af sin almindelige ret til at lede og fordele arbejdet – anvender de såkaldte ‘negative ledelsesreaktioner’. (…)
Der kan dog være tilfælde, hvor følgevirkningerne af en lovlig ytring – for eksempel samarbejdsvanskeligheder – er af en så alvorlig karakter, at det kan danne grundlag for ‘negative ledelsesreaktioner’. Ledelsen skal i sådanne tilfælde være særligt opmærksom på kravene til kvalifikation og bevissikkerhed, herunder de krav der gælder om, at samarbejdsvanskelighederne skal være betydelige, og om at vanskelighederne i det væsentlige skal skyldes den ansatte. (…)”
Fra ombudsmandens konklusion citeres:
”Som det fremgår af Justitsministeriets vejledning, er der vide rammer for offentligt ansattes adgang til som privatpersoner at fremsætte kritiske ytringer om eget arbejdsområde i den offentlige debat – uden at der derved sker brud på den loyalitetsforpligtelse, som offentligt ansatte også er underlagt.
Friheden gælder ikke mindst udtalelser om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for de fremtidige forhold på arbejdspladsen.
Offentligt ansatte kan endvidere ikke mødes med krav om, at de i første omgang benytter sig af mulighederne for at fremsætte kritikken internt over for myndigheden.
Jeg må forstå på kommunens udtalelse til mig, at kommunen er enig i den retsopfattelse, som fremgår af Justitsministeriets vejledning.
Reglerne om de offentligt ansattes ytringsfrihed er baseret på, at demokrati og åbenhed er grundlæggende værdier i den offentlige sektor, og at det således både er naturligt og nyttigt, at offentligt ansatte gør brug af ytringsfriheden og deltager i den offentlige debat med deres viden og synspunkter.
En offentlig arbejdsgiver bør derfor være særligt opmærksom på, om individuelle såvel som mere generelle henvendelser til de ansatte om deres (påtænkte) offentlige ytringer om forhold på arbejdspladsen kan medføre en risiko for, at de ansatte afholder sig fra at ytre sig. Se f.eks. min udtalelse af 28. september 2015 (offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside som sag nr. 2015-49).
Efter min opfattelse giver kommunens e-mail af 14. oktober 2015 samlet set det indtryk, at kommunen ikke ønskede, at lederne og de øvrige ansatte i børne- og ungeinstitutionerne – som privatpersoner – ytrede sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat.
Jeg mener samtidig, at e-mailen giver indtryk af, at sådanne ytringer – uanset at de ansatte har ret til at ytre sig – let ville kunne anses for et brud på loyalitetspligten over for kommunen med deraf følgende alvorlige personaleretlige konsekvenser. Dette er misvisende i forhold til de regler, der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed.
E-mailen var derfor egnet til at skabe usikkerhed blandt lederne og de ansatte om deres ret til at ytre sig – også kritisk – om forhold inden for deres arbejdsområde.
Det mener jeg er meget beklageligt.
Kommunen har da også i udtalelsen til mig erkendt, at e-mailen kunne opfattes som et forsøg på at påvirke de ansatte til ikke at ytre sig kritisk i den offentlige debat. Kommunen har anført, at dette ikke var hensigten.
Jeg har ligeledes forstået, at kommunen med en opfølgende e-mail af 24. november 2015 til institutionslederne nu har understreget, at kommunens medarbejdere nyder samme grad af ytringsfrihed som andre offentligt ansatte.
I lyset af sagens karakter har jeg orienteret Folketingets Retsudvalg og kommunalbestyrelsen om min udtalelse i sagen.
På baggrund af kommunens oplysninger om de tiltag, som er iværksat for at rette op på usikkerheden om de ansattes ytringsfrihed, foretager jeg mig herudover ikke videre vedrørende spørgsmålet om kommunens e-mail af 14. oktober 2015.
Jeg har i den forbindelse også lagt vægt på kommunens oplysninger om, at min udtalelse i denne sag vil blive drøftet i kommunens koncernledelse med henblik på vidensdeling i kommunen”
Afgørelsen slår med syvtommersøm fast hvordan en kommune skal forstå ytringsfriheden. Måske ville det være en god idé at hænge den op på opslagstavlen i kantinen rundt om i landet?
(FOB2016-2. Sag nr. 15/04922)