To direktører for et kommanditselskab havde på selskabets vegne indgået aftale med et factoringsselskab om fakturabelåning. Ifølge aftalen omfattede belåningen fakturaer vedrørende varer, der var leveret til kunderne, eller som var klar til at blive afhentet af kunderne. Facto-ringselskabet fik sikkerhed i de færdigproducerede varer.
Selskabet sendte imidlertid fakturaer til belåning hos factoringselskabet i op til 1½ måned før de aftalte tidspunkter for leveringen af varerne. Selv i tilfælde, hvor det havde vist sig, at de forudsatte færdiggørelsesarbejder vedrørende allerede belånte fakturaer ikke var udfærdiget, fortsatte belåningerne. Det vil altså sige, at långivere mod aftalen fik ringere eller ingen sikkerhed for lånene. Selskabet gik efterfølgende konkurs.
Umiddelbart før konkursen manglede der færdiggørelsesarbejder for i alt kr. 1 mio., hvorved factoringselskabet manglede kr. 1 mio. i sikkerhed i forhold til det, som de med rette kunne forvente. Da factoringselskabet var blevet udsat for en særlig risiko for tab, og da direktørerne var bekendt med selskabets anstrengte økonomi og bekendt med den anvendte fakturerings- og belåningspraksis, blev de fundet solidarisk erstatningsansvarlige for factoringselskabets tab.
(UfR Nyhedsservice 2003/14/39H)