I 2008 udbetalte direktøren en bonus for 2007 til to medarbejdere, ligesom han havde tildelt en række medarbejdere lønstigninger. Disse dispositioner skete uden at bestyrelsen blev inddraget.
Direktøren blev på den baggrund opsagt. Det fremgik af direktørkontrakten, at direktørens ret til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt ved berettiget bortvisning som følge af væsentlig misligholdelse.
Hvad angår de tildelte bonusser var disse ikke relateret til hverken målelige kriterier eller selskabets økonomiske resultater. Endvidere var der ikke hjemmel i medarbejdernes kontrakter til at tildele sådanne bonusser.
Endvidere var tildelingen af bonus i direkte modstrid med de forudsætninger for aflønning af medarbejdere, som bestyrelsen var fremkommet med i forbindelse med vedtagelsen af selskabets aktieoptionsprogrammer.
Hvad angår lønstigningerne gjorde selskabet gældende, at disse væsentligt oversteg de rammer, som bestyrelsen havde fastsat ved vedtagelse af budgettet for 2008, og at selskabet derved var blevet påført et umiddelbart tab på 724.621 kr.
Selskabet resultatopgørelse for 2007 udviste et underskud, ligesom driften ikke havde givet det forventede afkast. Selskabet var derfor i en meget trængt økonomisk situation.
Selskabet gjorde på den baggrund gældende, at direktøren havde misligholdt sine forpligtelser som direktør, at han var erstatningsansvarlig overfor selskabet for det tab, som selskabet havde lidt i anledning af de foretagne dispositioner, og at han derfor ikke var berettiget til den fratrædelsesgodtgørelse, han i øvrigt ville have været berettiget til ved fratræden.
Direktøren gjorde gældende, at tildeling af lønstigninger og bonus lå inden for direktørens selvstændige kompetence i kraft af stillingen, og at tildeling af bonus ikke var en usædvanlig disposition.
Direktøren havde alene handlet til varetagelse af selskabets interesser enten for at belønne en særlig indsats fra en medarbejder, eller for at fastholde en dygtig medarbejder. Direktøren bestred endvidere, at han skulle have misinformeret bestyrelsen, givet den fejlagtige informationer eller handlet i strid med instrukser givet af bestyrelsen.
Endelig gjorde direktøren gældende, at betingelserne for at pålægge ham erstatningsansvar ikke var opfyldt.
Højesteret kom frem til, at spørgsmålet om erstatning skulle afgøres efter culpareglen i den dagældende aktieselskabslovs § 140. Det var i den forbindelse en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse, at direktøren havde misligholdt sine forpligtelser.
I relation til spørgsmålet om direktørens ret til fratrædelsesgodtgørelse konkluderede Højesteret, at det var tilstrækkeligt for bortfald af fratrædelsesgodtgørelsen, at direktøren havde misligholdt sine forpligtelser. Der var derfor ikke krav om, at misligholdelsen skulle være væsentlig.
Højesteret lagde herefter til grund, at det i væsentlig grad var overladt til direktøren at træffe beslutninger, og at direktøren havde vide beføjelser til på egen hånd at foretage skøn inden for de rammer, som bestyrelsen havde udstukket. Det hørte således under direktørens kompetence at aftale løn- og ansættelsesvilkår ved ansættelser og at foretage lønforhandlinger med eksisterende medarbejdere.
Konkluderende fandt Højesteret, at direktøren ikke havde misligholdt sine forpligtelser overfor selskabet. Der var således ikke tale om dispositioner af sædvanlig art eller af en sådan betydning, at bestyrelsens godkendelse var påkrævet.
Selskabets erstatningskrav kunne derfor ikke tages til følge, ligesom direktøren havde ret til sin fratrædelsesgodtgørelse.
Kommentar:
Dommen viser, at skal man pålægge en direktør erstatningsansvar overfor selskabet for sine handlinger, så er det ikke tilstrækkeligt, at direktøren har misligholdt sine forpligtelser. De øvrige erstatningsretlige betingelser skal tillige være opfyldt.
Dommen berører endvidere direktionens og bestyrelsens opgave- og ansvarsfordeling. Hvor væsentlig skal en disposition være, før bestyrelsen skal inddrages, og hvordan fastsætter man, om en disposition er af usædvanlig art eller stor betydning? Efter selskabsloven varetager direktionen den daglige ledelse, hvilket ikke omfatter dispositioner, der er af usædvanlig art eller stor betydning.
I sagen lagde Højesteret vægt på, hvordan direktionen og bestyrelsen i praksis havde fordelt opgaverne mellem sig, og at den valgte opgavefordeling medførte, at direktøren på egen hånd varetog opgaver, der sædvanligvis forudsatte bestyrelsens inddragelse.
Højesterets dom af 2. maj 2012 (2. afd., sag 2/2010)