Fra 15. december 2014 kan Erhvervsstyrelsens systemer håndtere registreringen af danske selskabers ejerforhold. Såvel nye som eksisterende selskaber er fra denne dato forpligtet til at registrere ejere og panthavere med en ejer- og/eller stemmeandel på fem procent eller mere af et selskabs kapitalandele i Ejerregistret.
Baggrunden for indførelsen af det offentlige Ejerregister er et ønske om at sikre en højere grad af gennemsigtighed i danske selskabers ejerforhold, og således i højere grad leve op til EU-reguleringen på området.
HVAD ER EJERREGISTRET?
Ejerregistret er et offentligt tilgængeligt register over ejere, stemmeberettigede og panthavere med en vis andel af kapitalandele og stemmer.
Heroverfor står ejerbogen, der føres internt i selskaberne over samtlige ejere og panthavere – uanset ejerandel. Ejerbogen, der ikke skal offentliggøres, men dog skal være tilgængelige for en række offentlige myndigheder, er særskilt reguleret i selskabsloven.
Ejerregistret og ejerbogen er således to forskellige systemer, der fortsat skal føres hver for sig.
HVEM SKAL REGISTRERE?
Pligten til at registrere ejerandelen gælder såvel eksisterende som nystiftede aktie-, anparts-, iværksætter- og partnerselskaber. På sigt er det tanken, at registreringspligten også skal omfatte kommanditselskaber.
HVEM SKAL REGISTRERES?
Ejere med en ejerandel på fem procent eller mere af den samlede kapital.
Ejere med en stemmeandel på fem procent eller mere.
Panthavere skal registreres, hvis der som en del af pantsætningsaftalen er sket pantsætning af stemmeretten, og panthaver har i sinde at udnytte stemmeretten. Det er stemmeretten, og ikke den pantsatte kapitalandel, der skal registreres.
Derudover skal ejere af ihændehaveraktier, der ejer mindre end fem procent af kapitalen eller stemmerne i ikke-børsnoterede selskaber, registreres i Ihændehaverregistret – en særlig del af Ejerregistret, der ikke bliver offentlig tilgængelig.
Det fremgår af den af Erhvervsstyrelsen udarbejdede vejledning om Ejerregistret, at oplysningerne om ejerandel og/eller stemmeret skal angives i intervaller og derfor skal opdateres, hver gang en grænse krydses mellem følgende intervaller: 5, 10, 15, 20, 25, 50, 90 og 100% samt 1/3 og 2/3 af selskabets samlede kapital eller stemmeret. Regulering sker i nedadgående retning.
HVILKE OPLYSNINGER SKAL REGISTRERES?
Ejerregistret skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
– Oplysning om ejers/panthavers samlede ejer- og stemmeandele i selskabet. Oplysningen skal angives i intervaller.
– Oplysning om ejer/panthaver:
o Navn, adresse og cpr-nr. for danske ejere.
o Navn, hjemsted og cvr-nr. for danske virksomheder.
o Entydig identifikation svarende til cpr-nr. og/eller cvr-nr. for udenlandske fysiske og juridiske personer.
Enkeltmandsvirksomheder, personligt ejede mindre virksomheder samt filialer kan ikke registreres som ejere i Ejerregistret. Fysiske personer skal være myndige for at kunne registreres. For umyndige personer gælder, at pågældendes værge registreres.
HVORNÅR?
I det omfang den nødvendige ændring af selskabsloven vedtages af Folketinget, kan og skal registrering for eksisterende selskaber (det vil sige selskaber stiftet den 14. december 2014 eller tidligere) finde sted i perioden 15. december 2014 til 15. juni 2015, hvor Ejerregistret efter planen gøres offentligt tilgængeligt.
Eksisterende selskaber har dermed et halvt år til at registrere ejeroplysningerne.
Selskaber stiftet den 15. december 2014 eller senere, er pligtige at registrere oplysningerne senest 14 dage efter stiftelsen.
Manglende overholdelse af tidsfristen kan medføre bødestraf.
HVORDAN?
Registrering i Ejerregistret sker på www.virk.dk.
Erhvervsstyrelsen har udviklet et it-værktøj, som selskaberne kan bruge til at føre ejerbogen, og som giver mulighed for at overføre de ejeroplysninger, der skal offentliggøres i Ejerregistreret.
Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om Ejerregistret, der kan rekvireres på www.erhvervsstyrelsen.dk.