Foreningen af Fodbold Divisionsklubber i Danmark har ved en afgørelse af 19. april 2013 i Sø- og Handelsretten fået medhold i, at Divisionsforeningens varemærkeregistrering VR2001 00163 ”SUPERLIGA
Danske Spil havde på sin side nedlagt påstand om, at Divisionsforeningens varemærkeregistrering skulle ophæves.
Af sagen fremgik, at Divisionsforeningen den 9. januar 2001 fik registreret brugermærket SUPERLIGA i Kl. 41, etablering og organisering af sportsaktiviteter, herunder sportsarrangementer, alt i relation til fodbold.
Sø- og Handelsretten fandt, at ordet superliga i udgangspunktet er et navneord og et almindeligt kendt ord for den bedste række inden for en sportsgren.
Ifølge retten var der beskeden dokumentation for Divisionsforeningens brug af betegnelsen superliga, da varemærket blev registreret den 9. januar 2011 (registreringen skete på grundlag af indarbejdelse), og det blev ligeledes lagt til grund, at Divisionsforeningen i perioden 1995-2010 ikke i offentligheden markedsførte den bedste række i Danmarksserien under betegnelsen superliga, men at man dog anvendte betegnelsen som varemærke.
Danske Spil havde gjort gældende, at der var sket degeneration af betegnelsen, idet superliga var blevet en almindelig betegnelse for den bedste række i dansk fodbold og generelt anvendtes af befolkningen som en sådan generisk betegnelse.
Sø- og Handelsretten fandt imidlertid, at det af en pressemeddelelse af 6. juli 2010 med overskriften ”Ny Superliga – nye ligapartnere” fra Divisionsforeningens brandingudvalg var blevet skabt et ligabrand, et superligabrand, hvortil der var knyttet en hjemmeside www.superliga.dk. Herefter var den bedste række i dansk fodbold af Divisionsforeningen blevet markedsført som superligaen og i den forbindelse blevet anvendt på stadions, som baggrund i forbindelse med interviews af blandt andet spillere, på spillerdragter, billetter, bolde og podier.
Sø- og Handelsretten fandt herefter, at den brug af betegnelsen superliga, som Divisionsforeningen havde gjort i hvert fald siden 2010, indebar en sådan indarbejdelse, at Divisionsforeningen hermed med rette havde fået eneret til at anvende betegnelsen.
I relation til degenerering fandt retten, at eftersom Divisionsforeningen fra 2010 meget konsekvent havde anvendt betegnelsen i alle led af sin markedsføring som et varemærke og herunder ved brug af et logo, havde Divisionsforeningen ikke anvendt ordmærket som en generisk betegnelse.
Idet heller ikke Danske Spils anbringende om passivitet blev taget til følge, nåede retten herefter frem til, at Danske Spil skulle anerkende, at Divisionsforeningens varemærkeregistrering var gyldig, og at Danske Spil A/S dermed var uberettiget til at anvende superliga som kendetegn for sit onlinemanagerspil.
Kommentar:
Dommen forekommer ikke indlysende rigtig, især i betragtning af at Danske Spil allerede i februar 2008 orienterede Divisionsforeningen om, at man agtede at udbyde et spil, hvori betegnelsen superliga indgik. Divisionsforeningen gjorde ganske vist kontinuerligt indsigelse herimod, men henset til at foreningen tydeligvis ikke i en længere årrække forud herfor havde udvist nogen interesse for brug af varemærket som sådan, sammenholdt med det meget spinkle grundlag for den oprindelige registrering, forekommer domskonklusionen ikke indlysende. Ganske vist giver varemærkeloven adgang til at ”reparere” et manglende særpræg, jf. varemærkelovens § 28, men henset til at retten også lægger til grund, at brugen af ordmærket i perioden 2001-2009 har været begrænset, er det umiddelbart vanskeligt at være enig i, at en så beskeden brug kan have reel positiv effekt, når registreringen i forvejen hviler på et meget spinkelt grundlag.
Kilde: Sø- og Handelsrettens dom afsagt den 19. april 2013 i sag V-79-11