Højesteret har den 13. juni 2013 afsagt dom i en sag om en advokatsekretær, der blev bortvist efter fire dages ansættelse med den begrundelse, at hun ikke havde givet oplysning om sin lidelse, ADHD, under ansættelsessamtalen.
Arbejdsgiveren oplyste som begrundelse for opsigelsen, at medarbejderen burde have givet oplysning om sin lidelse under ansættelsessamtalen, og at karakteren af lidelsen medførte, at hun ikke kunne magte betjeningen af arbejdsgiverens kunder.
Højesteret kom for det første frem til, at medarbejderen havde opfyldt sin oplysningsforpligtelse, da hun havde givet oplysning om sin lidelse til de to advokatsekretærer, der havde deltaget i ansættelsessamtalen sammen med arbejdsgiveren.
Det var derfor ikke berettiget at bortvise medarbejderen med henvisning til, at hun ikke havde opfyldt sin oplysningspligt, og medarbejderen havde derfor krav på løn og feriegodtgørelse i opsigelsesperioden.
For det andet lagde Højesteret til grund, at medarbejderen led af ADHD i en sådan grad, at hun var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven.
Bortvisningen, der skete med henvisning til ADHD-lidelsen, udgjorde dermed direkte forskelsbehandling, hvilket berettigede medarbejderen til en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
Godtgørelsen blev fastsat med udgangspunkt i de retningslinjer, der anvendes ved afskedigelse af gravide og barslende, hvilket resulterede i en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.
Kommentar:
Højesteret har med dommen slået fast, at handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven skal fortolkes på samme måde, som EU-Domstolen fortolkede begrebet i de danske sager (Ring/Werge) fra april 2013.
Handicap omfatter herefter en ”tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.”
ADHD kan således efter omstændighederne være omfattet af handicapbegrebet. Der skal dog fortsat foretages en konkret vurdering af begrænsningerne som følge af lidelsen fra sag til sag, hvorfor dommen ikke kan tages til indtægt for, at ADHD pr. definition er omfattet af handicapbegrebet.
Det kan endvidere udledes af dommen, at godtgørelsesniveauet i sager omfattet af forskelsbehandlingsloven i relation til handicappede som udgangspunkt skal følge det niveau, der i praksis anvendes i sager om opsigelse af gravide og barslende (6, 9 og 12 måneders løn).
(H.D. 13. juni 2013 i sag 250/2011)