For et par dage siden, trådte vi ind i årets første sommermåned. Min yngste kaldte det “den bedste dag” – og han ved også, det snart betyder sommerferie. Fra delebørnsfamilier får jeg en del spørgsmål om den forestående sommerferie. “Hvordan fordeler vi ferien”? “Kan min eks som bopælsforælder forhindre feriesamværet”? “Kan jeg få oplyst, hvor min eks holder ferie med vores barn”?
Fordel ferien sort på hvidt, når I er enige – Er I enige, er det vigtigt, at I får skrevet jeres aftaler ned. I behøves ikke følge dem slavisk. Men bliver I en dag uenige, er det super godt at have en aftale liggende, som I kan dykke ned i og agere ud fra. Det kan spare jer for at stå i en situation, hvor sommerferien er lige rundt om hjørnet, og I begge pludselig ønsker at holde ferie med jeres barn i de samme ferieuger, men ikke har nogen aftale at falde tilbage på, og ikke kan nå at få Familieretshuset eller Familieretten til at hjælpe. Det er ofte en god idé at få en familieadvokat til at se på, om den aftale, I nu engang agter at lave, eller har lavet ”holder” – om I har fået de vigtige ting med.
Fra uenighed til aftale eller afgørelse om ferie – Der er ofte rigtig mange følelser på spil, når idyllen krakelerer, og den lille familie falder fra hinanden. Det kan betyde, at I har forskellig opfattelse af, hvad der er bedst for jeres barn.
Med eller uden advokat kan én af jer, eller jer begge rette henvendelse til Familieretshuset, hvis I har svært ved at blive enige om feriesamværet. Familieretshuset vil forsøge at hjælpe jer med at nå til enighed på et møde. Hvis I ikke bliver enige, vil Familieretshuset ofte træffe en afgørelse. I en afgørelse vil der stå, hvordan samværsforælderens feriesamvær skal være med jeres barn, og hvem der er førstevælger i lige henholdsvis ulige år.
Kan min eks som bopælsforælder forhindre feriesamværet? Bopælsforælderen kan ikke placere ferie med jeres barn uden for skoleårets ferie- og helligdagsperioder på en måde, så det går ud over jeres barns aftalte eller fastsatte samvær med samværsforælderen.
Ønsker du som bopælsforælder at holde ferie med jeres barn udenfor skolernes ferieperiode, skal du have ok fra samværsforælderen, eller ansøge Familieretshuset om bortfald af det samvær, der falder sammen med den ønskede ferie.
Kan jeg få oplyst, hvor mit barn holder sommerferie med min eks? – Det korte svar er, at du ikke har ret til at få oplysninger om, hvor den anden forælder holder ferie med jeres barn her i landet. Det gælder også, selvom du har forældremyndigheden alene, eller er bopælsforælder. Du kan altså ikke i den situation kræve oplysninger om, hvor sommerferien holdes, eller hvad den anden forælder og jeres barn foretager sig.
Vil du vide mere? Eller står du midt i en svær proces omkring jeres barn? Du er velkommen til at kontakte mig. Min e-mailadresse er htr@forumadvokater.dk, og mit direkte tlf.nr. er 53 73 71 79.