Mand og hustru havde været gift i ca. 29 år. Ved ægteskabets indgåelse blev der oprettet en ægtepagt, hvorefter alt, hvad parterne indbragte i ægteskabet eller senere måtte erhverve under ægteskabet – bortset fra indbo – skulle tilhøre parterne som særeje.
Manden havde drevet en erhvervsvirksomhed, og det blev i forbindelse med parternes skilsmisse lagt til grund, at hans formue under ægteskabet havde udviklet sig fra ca. 1,3 mio. kr. til i hvert fald ca. 34 mio. kr., og at hustruen ville have haft en formue på mellem 500.000 kr. og 1 mio. kr., hvis hun ikke før skilsmissen havde ydet sin datter et usikret lån på 800.000 kr., der måtte anses for tabt.
Hustruen anlagde sag mod manden med påstand om, at han i medfør af ægtesfælleskifteloven § 67 skulle betale hende 3,5 mio. kr. Begge parter var gået på pension. Det blev lagt til grund, at hustruen i betydeligt omfang havde taget sig af de huslige pligter i hjemmet, hvilket indirekte havde givet manden en øget mulighed for at arbejde som direktør, med sine investeringer og at pleje sin særejeformue. Manden ville endvidere – modsat hustruen – kunne supplere sin pension ved at trække udbytte og afkast ud af sit selskab.
Efter en samlet vurdering af parternes forhold skulle manden yde et beløb til hustruen i medfør af ægtefælleskiftelovens § 67. Efter en samlet vurdering, herunder den betydelige forskel i parternes formueforhold, ægteskabets varighed og hustruens alder, fandt landsretten, at beløbet passende kunne fastsættes til 700.000 kr.
U.2016.3047
KOMMENTAR: Kompensationen er beskeden, men dog mere end dobbelt så stor som byretten, der fastsatte beløbet til 300.000 kr. Det er ikke nogen sikker disposition at satse på kompensationsbeløb. Vejen frem for den ægtefælle, der vil sikre sig er, at der sikres den svagest stillede et rimeligt beløb som dennes særeje.