En kommune spurgte Ligningsrådet om de skattemæssige konsekvenser af en påtænkt sundhedsordning for medarbejderne i kommunen. Ordningen skulle gennemføres i samarbejde med et firma, som tilbyder løsninger inden for sundhed og medarbejdertrivsel. Formålet var at reducere sygefravær, personaleomsætning, nedslidning af medar-bejdere, og at øge effektivitet og arbejdsglæde. Det var frivilligt for de ansatte, om de ville deltage i ordningen. For det første ønskede kommunen oplyst, om en tværfaglig behandling af arbejdsrelaterede skader ville være skattefri for de ansatte. Dette bekræftede Ligningsrådet, da skaderne var arbejdsrelaterede. Dernæst ønskede kommunen oplyst, om kostrådgivning til ansatte med en BMI (Body Mass Index) på større end 25 ville være skattefri. Dette besvarede Ligningsrådet benægtende, da rådgivningen vedrørte privatsfæren og hørte under betegnelsen generelle velfærdsforanstaltninger eller livskvalitetsforbedringer. Den skattepligtige værdi skulle opgøres efter den ydelse, som den enkelte modtog. Såfremt kostrådgivningen skete efter læge-henvisning, ville der være skattefrihed, da ordningen så ville falde ind under bestemmelserne om arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling i ligningslovens § 30. (TfS 2004.470 LR)
Kommentar: Medarbejderpleje er oppe i tiden. Det vil være en konkurrenceparameter i rekrutteringen fra de små årgange. Samtidigt er det også sympatisk, at arbejdsgivere tager ansvar for medarbejdernes trivsel, også selv om det sker for at arbejdsgiveren kan få endnu større udbytte af medarbejderen. I det af kommunen påtænkte projekt var det især fedme, der skulle afhjælpes. Her kom reglerne til kort, også selv om Ligningsrådet var bevidste om ulemperne ved overvægt. Reglerne passede ikke på den ønskede ordning. Dette skyldes, at der i ligningslovens § 30 stilles krav om lægehenvisning. På baggrund af den refererede afgørelse burde det overvejes, om det er hensigts-mæssigt, at der opereres med kravet om lægehenvisning, når det allerede er et krav efter loven, at ordningen skal tilbydes alle. Det forhold, at ordningen tilbydes alle, sikrer vel, at kun de trængende får hjælp, da udgifterne ellers vil eksplodere. Og at ordningen tilbydes alle sikrer også, at ordningen ikke kun kommer særligt trængende til gode. Yderligere viser afgørelsen vanskeligheden ved sondringen
mellem privat og erhverv. At man har det godt privat giver bedre forudsætninger for at man trives på arbejdet. Og omvendt. For arbejdsgiveren er der en fordel i sunde medarbejdere. Når dette er konstateret, er der vel ikke langt til at sige, at det er en ydelse i arbejdsgiverens interesse, der ikke burde medføre beskatning.