Denne artikel handler om, hvorvidt to anpartsselskaber, der er indregistreret i Danmark, kunne anses for hjemmehørende i USA, hvor ledelsen havde sæde.
To anpartsselskaber var stiftet og indregistreret i Danmark i 1998. Kort tid efter blev de erhvervet af en amerikansk virksomhed, og i den forbindelse blev ledelsen, der bestod af to direktører, udskiftet, idet de i Danmark bosiddende direktører erstattedes af to personer, der boede i USA.
Man bevarede selskabernes adresse i København og registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Virksomheden gjorde gældende, at virksomheden i enhver henseende blev styret fra USA, idet hverken ledelsen eller nogen ansatte befandt sig i Danmark. Ledelsen fandt derfor, at selskabet også skattemæssigt måtte anses for hjemmehørende i USA.
Efter flere instanser nåede man frem til Højesteret, som udtalte, at det af aktieselskabsloven § 4, stk. 1, nr. 2, og af anpartsselskabsloven § 5, nr. 2, følger, at hjemstedet for et selskab skal være Danmark for, at der kan ske registrering her i landet. Højesteret støttede sig endvidere til, at det af forarbejderne til ændringen af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, i 1995 fremgår, at det var hensigten, at et selskab, der var indregistreret her i landet, var skattepligtigt efter § 1, selvom selskabets ledelse havde sæde i udlandet. Dette støttede Skattemyndighedernes forståelse, hvorefter registrering både var en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for skattepligt efter selskabsskatteloven § 1 var understøttet af praksis siden slutningen af 1970erne.
Højesteret fandt alt på denne baggrund, at selskabet var skattepligtigt til Danmark.
(Højesterets dom af 16. februar 2007 i sag 169/2005, 1. afd., UfR2007.1303H)