Ved fastsættelsen af prisen for en andel i en andelsboligforening skulle der tages højde for et væsentligt fald i foreningens formue indtrådt efter, at andelens værdi var fastsat på en generalforsamling. Den negative markedsværdi af en renteswapaftale skulle indgå ved beregningen af andelens værdi
En sælger solgte i marts 2010 en andel i en andelsboligforening til en køber baseret på en andelskrone, som var vedtaget på foreningens seneste generalforsamling. På tidspunktet for salget af andelen forelå der imidlertid en ny valuarvurdering af ejendommen, hvoraf det fremgik, at ejendommen var faldet med ca. 18 % i værdi i forhold til den værdi andelskronen var baseret på.
Højesteret fastslog, at der var tale om et så væsentligt fald i ejendommens værdi, at der burde have været taget højde herfor ved fastsættelse andelens værdi på handelstidspunktet. Da det ikke var tilfældet, var andelen solgt i strid med den lovbestemte maksimalpris, jf. andelsboligforeningslovens § 5, stk. 1.
Højesteret fastslog endvidere, at der ved opgørelsen af en andels værdi skulle tages højde for den negative markedsværdi af en aftalt renteswap af væsentlig betydning for andelens værdi.
Sag 365/2011. Dom afsagt den 18. januar 2013.