Den 1. maj 2012 er en ændring af ferieloven trådt i kraft.
Fra denne dato har medarbejdere mulighed for at kræve erstatningsferie ved sygdom under påbegyndt ferie, hvis en række betingelser er opfyldt.
Muligheden for erstatningsferie indtræder først, når medarbejderen har været syg mere end fem dage. De første fem dages sygdom er dermed medarbejderens egen risiko. Til gengæld er der mulighed for at ”opspare” sygedage forstået på den måde, at hvis medarbejderen f.eks. under afholdelse af hovedferien har fem dages dokumenteret sygdom og herefter ved afholdelse af den øvrige ferie har tre dages dokumenteret sygdom, så har medarbejderen ret til tre dages erstatningsferie.
Retten til erstatningsferie forudsætter:
At medarbejderen sygemelder sig på 1. sygedag (karensperioden på fem dage tælles først fra den dag, medarbejderen indgiver en sygemelding).
At medarbejderen fremviser lægelig dokumentation på fraværet (f.eks. friattest, lægeerklæring, journaludskrift eller lignende).
Medarbejderen skal ved sygemeldingen iagttage de regler, der gælder på arbejdspladsen vedrørende sygemelding. Hvis det følger af personalehåndbogen eller ansættelseskontrakten, at sygemelding skal ske inden kl. 9 og på en bestemt måde, så skal medarbejderen følge disse regler. I modsat fald regnes sygemeldingen først fra den dag, hvor medarbejderen sygemelder sig ”på korrekt vis”.
Efter forarbejderne skal den lægelige dokumentation foreligge allerede på 1. sygedag. Hvis helt særlige omstændigheder gør sig gældende, hvor medarbejderen f.eks. har været udsat for en ulykke eller er strandet et meget afsides beliggende sted, har medarbejderen fortsat ret til erstatningsferie efter fem sygedage.
Medarbejderen skal selv afholde omkostningerne til lægeerklæring mv.
Ved raskmelding skal medarbejderen som udgangspunkt møde på arbejdspladsen, medmindre medarbejderen meddeler arbejdsgiveren, at resten af ferien ønskes afholdt.
Medarbejdere, der ikke har optjent ret til fuld ferie, har mulighed for at kræve erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage under ferien.
Kommentar:
Lovændringen vil betyde større omkostninger for arbejdspladserne, der kan forvente, at der afholdes mere erstatningsferie end hidtil. Samtidig vil det betyde mere administration for såvel medarbejderne som arbejdspladserne, der skal indhente og håndtere et større antal lægeerklæringer, ligesom der skal holdes styr på et øget antal sygemeldinger, erstatningsferiedage mv.
Kravet om, at medarbejderen skal indhente lægelig dokumentation for sygefraværet på 1. sygedag og at medarbejderen selv skal betale herfor, kan samtidig medføre, at medarbejderen bør overveje, om det overhovedet kan betale sig. At indhente en lægeerklæring på en ferie i Egypten, der endvidere skal oversættes, kan være en dyr fornøjelse – især hvis det viser sig, at medarbejderen samlet set ikke har mere end fem sygedage under afholdelse af ferie på et helt ferieår.