I to forskellige sager forelå næsten ens problemstillinger, nemlig den at en advokat inden salg af et aktieselskab skulle, og forsøgte at, spare aktionærerne for aktieafgift, som på det tidspunkt skulle betales med 1% af overdragelsessummen. Metoden var den, at man før overdragelsen omdannede aktieselskabet til et anpartsselskab. Der var ikke afgift på salg af anparter. I begge tilfælde var omdannelsen imidlertid ikke registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og bekendtgjort i Statstidende før salget fandt sted, og dermed blev konstruktionen virkningsløs, idet en sådan registrering var en forudsætning for afgiftsfrihed.
I begge dommene konstaterede Højesteret, at der forelå en klar advokatfejl. Det, der gør dommene interessante er til dels, at Højesteret i begge sager betoner, at når der er tale om en klar fejl, vil der kun kunne statueres ansvarsfrihed, hvis det med en betydelig grad af sandsynlighed kan antages, at der ikke er årsagssammenhæng mellem fejlen og tabet. Det andet, der gør dommene interessante er, at de når til modsatte resultater, samtidig med at de er afsagt på samme dag af samme afdeling.
I den ene sag vurderede Højesteret, at en korrekt rådgivning ville have betydet, at aktionærerne havde ventet med at sælge til omdannelsen var registreret og bekendtgjort og derfor var der realiseret et tab, som advokaten blev pålignet. I den anden sag skete salget til det fra mange selskabstømmersager så kendte OPQ Holding ApS og i denne sag fandt Højesteret, at en korrekt rådgivning fra advokaten omkring konsekvensen af at overdrage før bekendtgørelsen i Statstidende ikke ville have medført nogen ændringer i sælgernes valg af overdragelsestidspunkt, idet sælgerne i det tilfælde formentlig ville have valgt at fremskynde handlen inden vedtagelse af en lov fra juni måned 1993, der skattemæssigt vanskeliggjorde overdragelse af overskudsselskaber. Derfor var der ikke i den sidste sag, selvom der forelå fejl fra advokaten, noget tab forbundet med fejlen, idet selv den mest perfekte rådgivning fra advokaten formentlig ville have udløst den samme økonomiske situation hos hans klient. Advokaten fandtes dog at have skyld i for sen betaling af afgifter og kom til at erstatte klienten hans omkostninger til morarenter.
(Højesterets domme af 14. juni 2002, 2. afdeling, hhv. 288/2201 og 321/2001, TfS 2002, 702-703).
Kommentar: Det er mig bekendt første gang Højesteret i Danmark så klart udtaler, at den grad af sandsynlighed, der må kræves for at der ikke foreligger årsagssammenhæng mellem fejl og tab hænger sammen med klarheden af rådgiverfejlen. Jeg har tidligere betonet denne sammenhæng, blandt andet i min bog om bestyrelsesansvar fra 1992 og for eksempel kommenteret det i Lovorientering 4/1999 til en dom om revisoransvar (Højesterets dom af 9. december 1999) med henvisning til den finske professor Lars Erik Taxell, hvor jeg karakteriserede princippet som værende indirekte knæsat i dansk ret.