Et selskab begav sig ud i et arrangement med køb af et selskab, der begav sig af med at eje andele i et tysk kommanditselskab, som beskæftigede sig med sale and lease-back.
Landsskatteretten havde underkendt arrangementet under henvisning til, at sale and lease-back aftalen savnede erhvervsmæssig realitet.
Selskabet sagsøgte en revisor og en advokat, der havde afgivet erklæringer på et dokument vedrørende overdragelse af selskabet.
Landsretten lagde til grund, at advokatens erklæring alene var en indeståelse for, at aftalen ville blive opfyldt, samt for rigtigheden af de oplysninger der var afgivet om selskabet. Retten fandt ligeledes, at den statsautoriserede revisor alene havde garanteret en korrekt opgørelse i henhold til gældende skatteregler.
Landsretten fandt herefter, at der ikke ved erklæringerne forelå nogen tilsikring af, at arrangementet holdt skattemæssigt. Herefter blev såvel advokaten som revisor frifundet
(Østre Landsrets dom af 25. april 2001, TfS2001, 466)
Kommentar: Sagsøgeren forsøgte at få advokaten dømt erstatningspligtig med henvisning til, at advokaten ved at indestå for aftalens opfyldelse og rigtigheden af de indeholdte oplysninger påtog sig en risiko for, om skattemyndighederne efterfølgende ville anerkende konstruktionen. Overfor revisor havde sagsøgeren gjort gældende, at han ved at garantere for at tabet ved salg af driftsmidler var korrekt opgjort efter gældende skatteregler og at underskuddet ved afhændelse af driftsmidlerne ville være fikseret til et bestemt beløb, måtte være erstatningsansvarlig, hvis skattemyndighederne ikke ville anerkende konstruktionen.
Advokaten var samtidig direktør i selskabet.
Man er i dansk ret utilbøjelig til at fortolke indeståelser ud over ordgrænsen, idet der i modsat fald ville være fare for, at afgivne indeståelser kunne få et langt videre indhold end afgiveren havde tilsigtet – på sigt ville dette naturligvis kunne indebære, at det ville være langt vanskeligere at få indeståelser for noget som helst. Som den konkrete indeståelse var formuleret er Landsrettens resultat korrekt. Det samme gør sig gældende for revisors indeståelse.