A havde været ansat som fodermester hos gårdejer I. A anlagde sag mod I med krav om betaling af godt 40.000 kr., og Arbejdsmarkedets Feriefond krævede under samme sag I dømt til at betale godt 37.000 kr. til feriefonden.
Efter ansættelsesforholdets ophør opstod der tvist om, hvorvidt ferielovens regler fandt anvendelse, således at A og Feriefonden havde krav på feriepenge hos I og om godtgørelse for utilstrækkeligt/mangelfuldt ansættelsesbevis. I ansættelseskontrakten var det bestemt, at A skulle have “kost”. Parterne havde aftalt, at A i stedet for et aftensmåltid skulle have 3-4 slagtesvin om året. Denne aftale fandtes imidlertid ikke at opfylde kravet til “kost” i medhjælperlovens § 1.
Da ansættelsen følgelig ikke var omfattet af medhjælperloven, skulle Ferieloven finde anvendelse.
A fik dog kun medhold i, at hun skulle have godt 25.000 kr. af I, og feriefondens påstand blev taget til følge med knap 3.000 kr. Begrundelsen for dette var, at I ved ansættelsesaftalen havde forpligtet sig til at betale løn under ferie, og at A i overensstemmelse hermed rent faktisk havde fået udbetalt løn under ferie, hvorfor Landsretten fandt, at det således udbetalte måtte bringes i fradrag i det rejste krav.
A fik ikke en godtgørelse efter lov om ansættelsesbeviser, da hun aktivt havde medvirket til etablering af en ordning, der medførte, at ansættelsesaftalen blev misvisende.
Kommentar:
Det er så vidt vides første gang en domstol nægter godtgørelse i medfør af ansættelsesbevisloven med den begrundelse, at den ansatte selv har medvirket til etablering af en ordning, der er misvisende i forhold til kontraktgrundlaget.