Når man igangsætter virksomhed bør man ikke nøjes med at vurdere sit forretningsgrundlag. Også skallen om virksomheden bør undergives grundige overvejelser.
Mange begynder med den personligt ejede virksomhed, hvor der ikke er noget kapitalkrav, men hvor man til gengæld hæfter personligt. Hvis man er flere, der påbegynder virksomhed sammen, er pendanten hertil et interessentskab. I disse virksomhedsformer beskattes alt hvad man tjener som personlig indkomst. Til gengæld kan man så også fradrage et eventuelt tab i den personlige indkomst. Man kan dog vælge at benytte virksomhedsskatteordningen, der kan udligne beskatningen af indtjeningen og som får skatteforholdene til at ligne dem, der finder anvendelse på selskaber.
Hvis man vil drive virksomhed sammen med andre i et interessentskab er det centralt at være opmærksom på, at der ikke findes en særlig lovgivning om denne virksomhedsform. Det betyder, at man skal aftale sig frem til vilkårene, hvis man vil have en rimelig grad af sikkerhed for, hvordan tvivlstilfælde og tvister skal afgøres.
Har man brug for stor startkapital, og byder markedsforholdene eller virksomhedens strategi på store risici, indikerer det, at en af selskabsformerne bør overvejes.
Der findes lovgivning omkring anpartsselskaber og aktieselskaber, som derfor er de almindeligste selskabsformer. Anpartsselskaberne er klart dominerende i antal, men aktieselskaberne er dominerende i indtjening, hvilket skyldes, at de fleste af de meget indtjenende selskaber er aktieselskaber og at der er en stor mængde af anpartsselskaber, der har en lav indtjening.
Af samme årsag er der mange der mener, at der alt andet lige knytter der sig en højere grad af tillid til et aktieselskab end til et anpartsselskab.
Anpartsselskabet stilles der et kapitalkrav på mindst 80.000 kr. til, og aktieselskabet skal der indskydes mindst 500.000 kr. i. Kapitalen kan tilvejebringes både ved kontant indskud og ved indskud af en virksomhed eller andre ikke-kontante værdier.
Anpartsselskabet er i højere grad end aktieselskabet aftalereguleret. Aktieselskabsloven er meget fintmasket og sætter mange grænser for, hvad man kan aftale som ejer. Der er dog også mekanismer, man kan aftale i aktieselskaberne, som man ikke kan aftale i anpartsselskaberne, og disse relaterer sig oftest til sikring af, at kapitalen er til stede i anpartsselskaberne, som et modstykke til, at kapitalkravet til anpartsselskaberne er beskedent. F.eks. må et anpartsselskab ikke eje egne anparter overhovedet.
Udover de nævnte selskaber er også kommanditselskabet og især partnerselskabet, der er et kommanditaktieselskab, en mulighed. Det er dog en meget sjældnere anvendt selskabsform. Den indebærer, at der er en række deltagere der hæfter begrænset, og en, der hæfter personligt. Det kan give skattemæssige fordele, særlig kombineret med de andre selskabsformer.
Ejerskabsforholdene kræver også overvejelser – ofte er en holdingstruktur en fordel, både i skattemæssig og forretningsmæssig forstand.
Ikke kun i en nystartet men også i en igangværende virksomhed kan der være behov for at tage stilling til, om virksomhedsformen og ejerskabsforholdene stadig er optimale. Vigtige er forhold som virksomhedens placering i sin livscyklus og virksomhedens internationaliseringsgrad. Også leverandørforhold, kundeforhold og industriens konkurrenceintensitet og industriens placering i sin egen livscyklus er vigtige.
En advokat med indsigt i forretningsmæssige forhold vil være en troværdig og væsentlig samarbejdspartner i disse vurderinger.