Denne sag viser, at virksomhederne har et reelt magtmiddel, der kan bringes i anvendelse såfremt deres ansatte overtræder de sikkerhedsmæssige forskrifter der gælder for virksomheden. Endvidere er afgørelsen formentlig en af de sidste af sin slags, der bruger de i retspraksis udviklede standardtakster for godtgørelse, der udbetales grundet mangelfulde ansættelsesbeviser.
Sagens fakta:
En arbejdstager, F, havde været ansat i virksomheden, V, med løntilskud fra kommunen. Ansættelsen forløb, efter en smule startvanskeligheder, uden problemer, men Fs arbejde bar præg af, at hun brugte meget privat tid på internettet. F kunne ikke se, at det var et problem, da hendes opfattelse var, at flere af de andre ansatte ofte var på internettet i privat øjemed.
V havde en klar og tydelig IT-politik, der primært var indført af hensyn til sikkerheden. V udøvede fortrinsvis al kundekontakt via IT-systemet, hvorfor en virus eller lignende kunne få fatal betydning for den daglige drift. Det anslåede tab pr. dag, såfremt virus blev bragt ind på Vs edb-system var i omegnen af kr. 150.000,- Hertil ville i så fald komme telefonsælgernes provisioner.
IT-politikken var blevet udleveret til alle medarbejdere og V havde flere gange indskærpet overfor samtlige medarbejdere, at man forventede, at IT- sikkerheden blev overholdt. Af vidneforklaringerne fremgik, at man alene havde benyttet sig af skriftlige advarsler én gang, og at dette alene var begrundet i, at den pågældende medarbejder var bosiddende i Fredericia.
Efter flere mundtlige advarsler blev F bortvist, hvorpå hun anlagde sag mod V om anerkendelse af, at bortvisningen var uberettiget. Hertil nedlagdes påstand om betaling af godtgørelse for såvel et manglende ansættelsesbevis som selve bortvisningen.
Byretten fandt frem til, at F ganske vist havde benyttet Vs IT-udstyr til privatbrug i et ikke uvæsentligt omfang, men at dette ikke i det konkrete tilfælde udgjorde en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet. Begrundelsen herfor var, at IT-politikken alene var indført af sikkerhedsmæssige årsager samt at F ikke havde modtaget en skriftlig advarsel.
Landsretten mente omvendt, at brugen af IT-udstyr var så væsentlig, at den udgjorde en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, da F tydeligt var blevet indskærpet, at edb-systemet alene måtte benyttes i arbejdsmæssige relationer.
Med hensyn til det manglende ansættelsesbevis fandt byretten, at der var tale om en undskyldelig fejl der ikke havde haft konkret betydning for ansættelsesforholdet, hvorfor godtgørelsen alene skulle udgøre kr. 1000,-. Landsretten støttede sig til de beløbsgrænser der er udviklet i praksis, og tilkendte kr. 5000,- i godtgørelse.
(ØLD af 15. februar 2007)
Kommentar:
Det er klart, at en virksomhed ikke skal tåle, at dens ansatte benytter IT imod de regler der gælder på den pågældende arbejdsplads. Men såfremt en speciel politik angående brugen af IT skal kunne håndhæves må der være ganske klare regler for, hvornår der foreligger misbrug, samt hvilke magtmidler ledelsen i virksomheden har til rådighed.
Virksomheden kunne i dette tilfælde have grebet sagen anderledes an. Det fremgår af lov om ansættelsesbeviser, at en arbejdsgiver skal give arbejdstageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet. I loven er oplistet visse forhold, der skal angives, men disse forhold dækker kun de mest nødvendige oplysninger såsom navne, adresser, arbejdets indhold mv. Hvis virksomheden ønsker, at den ansatte skal leve op til visse standarder – herunder forskellige sikkerhedsregler – da bør ansættelsesbeviset i det mindste henvise til disse. Det følger af loven, at ansættelsesbeviset ikke behøver at gengive de væsentlige vilkår ordret. En henvisning til reglementet i en form, der er læsbar for den ansatte er tilstrækkelig.
En sikkerhedspolitik for IT-brug vil kunne falde ind under begrebet væsentlige vilkår, specielt når det, som i denne afgørelse, har stor betydning for virksomheden, at politikken overholdes.
Naturligt nok ville et ansættelsesbevis også give virksomheden en bedre stilling rent bevismæssigt, idet der da ikke ville opstå tvivl om, at det var af væsentlig betydning for virksomheden, at sikkerheden på IT-fronten blev opretholdt.
Den praksis landsretten følger i godtgørelsesspørgsmålet kan ikke pr. automatik længere lægges til grund. Lov om ansættelsesbeviser blev pr. 28. februar 2007 lavet om, således at godtgørelse for en undskyldelig fejl som ikke konkret har haft betydning for ansættelsesforholdet højst kan udgøre kr. 1000,-. Denne takst gælder dog kun for krav fremsat efter lovændringens ikrafttræden – altså d. 28. februar 2007, hvorfor en reel praksisændring formentlig vil lade vente på sig. Byretten idømmer godtgørelsen efter de samme principper som loven lægger til grund.
Landsrettens godtgørelsesbeløb skal ses i sammenhæng med, at Højesteret tilbage i 1997 udstak generelle rammegodtgørelser for mangelfulde ansættelsesbeviser. Disse takster er med ganske få undtagelser benyttet indtil i dag, men med lovændringen vil denne standardisering formentlig blive anderledes.
Fremover vil den godtgørelsesramme byretten benytter således være udgangspunktet i en sag som denne, hvor der har foreligget undskyldelighed og hvor manglen ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.