En kvinde, A, der var enlig mor til 4 børn, hvoraf det næstældste havde ADHD, havde siden 1. december 2000 været ansat som sosu-hjælper på et plejehjem, I. På grund af pasningsproblemer med den ADHD-ramte søn havde A fra den 1. april til den 1. august 2009 og haft orlov efter reglerne om fravær af familiemæssige årsager.
Den 31. juli 2009 ringede A til I og oplyste, at hun ikke kunne møde den 1. august på grund af problemer med at få passet de to yngste børn. Det handicappede barn var da blevet anbragt på en institution.
A blev parthørt ved et brev af 3. august, idet I overvejede hendes ansættelsesforhold, men reagerede ikke på partshøringen. A blev herefter opsagt den 18. august, idet I mente, at hun på grund af pasningsproblemer i relation til børnene ikke var i stand til at passe sit arbejde.
A oplyste under et senere forhandlingsmøde den 25. januar 2010, at hun havde sygemeldt sig den 31. juli, hvilket I dog ikke var enig i. A var ikke mødt på arbejde i den mellemliggende periode og havde heller ikke modtaget løn fra I, som heller ikke havde udbedt sig dokumentation for den påståede sygdom.
Både byretten og landsretten fandt, at A havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af handicap, og bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, påhvilede derfor I.
Denne bevisbyrde ansås for løftet, og landsretten lagde således til grund, at A i telefonsamtalen den 31. juli 2009 havde angivet pasningsproblemer i relation til de to mindste børn som årsag til sin udeblivelse.
Da udeblivelse under henvisning til sådanne børnepasningsproblemer ikke kunne betragtes som lovligt forfald, var udeblivelsen ulovlig og I havde derfor ikke overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling i forbindelse med opsigelsen af A.
Selv om I blev dømt til at betale et mindre beløb på i alt knap kr. 35.000 i løn og feriepenge til A, blev As faglige organisation pålagt sagsomkostninger med ca. kr. 105.000.
(Vestre Landsrets dom af 3. juni 2013)